Den sidste hele dag i Lugoj

Som varslet stod denne morgen på tidlig opvågning for, at se om jeg kunne “fange” nogle udeliggere (hjemløse som sover under åben himmel eller på midlertidig tomme steder) på stationsområdet i Lugoj. Jeg var vel dernede omkring kl 06.45, laaaaaaang tid før det blev lyst. Selve stationshallen var skrigende tom, så jeg stillede mig perronen og kiggede på mennesker der skulle på arbejde og havde tændt for kiggeradaren og der måske skulle dukke nogle udeliggere op ved de gamle tog på banelegemet.

Det må have hørt om mit projekt, for der var støvsuget for folk som kunne have min interesse – well, så ikke helt – nedenstående billede af en semisuicidal offentlig fejemand fik da min opmærksomhed og vel tuder togføreren mange mange gange i hornet før han når stationen, så er det da ikke helt skarpt i hatten, at få og feje sporene ;-)

Men det var en fornøjelse, altså bortset fra kulden, at stå på perronen og se dagen tage sin begyndelse for rigtig mange mennesker.

Efter denne kolde oplevelse gik turen hjem til hotellet for, at få lidt morgenmad og lidt varme. Jeg ved godt, at denne Tour godt kan virke lidt om “badeferie uden bassin”, for man har jo “bare” været rundt og kigge lidt og tage lidt billeder. Dette indtryk til trods må jeg fortælle jer, at det har været benhårdt, dagen har typisk varet fra 7 om morgenen til 23 aften og der har ikke været mange minutter i løbet af dagen, hvor man ikke har været beskæftiget med et eller andet Tour-orienteret. Af samme grund var jeg desværre nødt til, at gå op og lægge mig efter morgenmaden, min krop kunne simpelthen ikke mere – jeg gik op og smed mig på sengen og vågnede først 3 timer senere, til høj sol og 24 grader – well, det er da ikke den værste måde at vågne på.

Jeg blev gjort klar til afgang og på vej ud af hotellet møder jeg Sandie og Katja, vi får en lille snak og de spørger, om jeg ikke går med op og sidder og snakker lidt. Joooo, det var da egentlig en god ide – som sagt så gjort – den næste times tid bliver mange ting vendt, rumænienssituationen, projektets arbejde, det at være med for første gang samt mine kommende “projekter” – det viser sig sørme, at Katja har erfaring fra hjemløseområdet, så vi bliver nok nødt til, at snakke lidt videre om dette hjemme i Danmark – lad mig lige benytte denne enestående chance til, at nævne adresse på det kommende hjemløseprojekt, nemlig homeless2014.wordpress.com, kig endelig forbi og husk at signe up som follower ;-)

Nå, det var også ved dette berømte hotelmøde, at Sandie pludselig spørger, om jeg ikke vil med ud til La Mondial. Hun fortæller, at her er det ikke bare fattigt, her er det rigtig fattigt og guess what, selvfølgelig vil jeg rigtig gerne med derud. Dette er måske det break jeg har ventet på. Det er på mange måder rigtig godt, at komme med rundt og se hvor projektet har slået sine folder i mange år og hvor godt det er gået der og hvor stor impact dette har haft de pågældende steder. Det giver dog først mening, når man også har et referencested, hvor der slet ikke er blevet hjulpet eller hjulpet i minimalgrad, så man kan se forskellen mellem de 2 scenarier. Målt i forhold til mit potentielt kommende foredrag, så er der altså heller ikke meget “salg” i “se, hvor godt det er gået”, det har aldrig været en animator for noget til, at tage et initiativ – der virker det nu en gang bedre, at vise folk hvor de har mulighed for, at gøre en forskel og her er La Mondial en ret god case!

Forstå mig nu ret, jeg mener jo klart også, at man skal vise at 20 års arbejde gør en forskel, men hvis mine foredrag samtidig også skal medvirke til, at øge interessen for hjælpeorganisationerne – ingen nævnt, ingen glemt – så er jeg i den grad også nødt til at vise, at der stadig er brug for hjælp herude og her er Lugoj som by en relativ dårlig case i og med, at arbejdsløsheden er så lav som den er (ca 5%), at Kommunen gør nogle ting fx på skoleområdet samt at Banatprovinsen som Lugoj ligger i, ikke er en af de fattigste og i det lys, er man nødt til at søge ud i landsbyerne omkring Lugoj for at se, hvor slemt det står til, når man ikke lige er en del af byens kerne.

Derfor var det en fantastisk oplevelse, at få mulighed for, at komme ud og se La Mondial og ad den vej også se, hvordan arbejdet de øvrige steder gør en forskel – det er jo en af ulemperne ved, at være med i 2012, man aner ikke, hvordan det så ud for 10 år siden og det er en supervigtig pointe for at vise, at hjælpearbejdet gør en forskel og at der bør gøres max for, at dette fastholdes og udvikles.

Her har jeg måske foregrebet kronologien i dette indlæg, men det håber jeg I vil tilgive!!

Inden vi skulle til La Mondial skulle Sandie ordne nogle ting og jeg skulle have noget frokost og købe en enkelt ting eller to til familien i Danmark og her kom det mig til stor gavn, at der jo som bekendt er marked i byen for tiden ;-)

Det lykkedes mig både, at få opsporet nogle gaver (mmmmm hemmeligt, man ved aldrig om de læser med), men også at få opsporet noget frokost. Markedspølse med franskbrød – let røget, grovhakket, langtidsgrillet fætter – fantasisk!!

Bedst som jeg har spist og skal videre, er der en gut der, uagtet hans balanceproblemer, hiver fat i mig og med et stort godmodigt blive brøler noget med foto og da jeg lige har overskuddet dér, så peger jeg kameraet mod ham og han bliver mægtig glad, da han er foreviget – han kan med garanti ikke huske det i morgen, men jeg tror jeg i nogle timer var hans bedste ven ;-)

Jeg mødtes med Sandie ved Casa Clementina og herfra tog vi en taxa sammen med tolken Claudia til La Mondial.

La Mondial ligger ca 10-15 minutters kørsel fra Casa Clementina og er en lille landsby delt af en vej, hvor husene ligger i små gader. Husene er bygge af “det man har”(tm) og området er ikke helt ufarligt at bevæge sig i. Min funktion er derfor også lidt 2 delt, den er at få taget nogle billeder, nogle af disse til mig selv, andre for Sandie, men min funktion er også, at være så’n lidt ballastagtig, så der ikke er nogen i La Mondial, som får alt for gode ideer. De skulle bare vide, hvor mucho mucho farlig jeg ikke er ;-)

Uagtet den ekstreme fattigdom herude, så er stemningen rimelig rar og folk smiler, men skuler også lidt til mit kamera, som hænger ved den ene hofte. Det ligger lidt i luften, at afstanden mellem smil og knurren kan være kort.

Vi besøger familien – I har set billederne i et tidligere blogindlæg – og jeg må erkende, at jeg skulle arbejde lidt med ikke, at blive for følelsesmæssigt påvirket af situationen. Tilgiv mit franske, det er sgu helt af helvede til derude. Somrene i Rumænien er supervarme og vintrene er superkolde, med megen sne og jeg kan slet ikke se, hvordan overlevelse er muligt derude. Husene er ikke isolerede, dørene slutter ikke til, gulvene har ikke tæpper eller anden isolator, der må grundlæggende bare være så p*ssekoldt om vinteren, at det bare ikke er spor sjovt. Og så sidder hun der, den unge mor med sin baby, og smiler lidt forlegent over den opmærksomhed vi nødvendigvis udgør. Havde jeg vidst hvad jeg ved nu, så havde jeg nok gjort mere ud af at lære rumænsk og i bedre tid forsøgt, om jeg ikke kunne komme ud i La Mondial og bo nogle dage og dokumentere, hvordan dette områdes beboere har det, såvel fysisk men også hvordan man bliver påvirket på psyken af, at leve under så dårlige kår.

Vi var i La Mondial i ca en time og da der blev ringet efter en taxa til os, så blev vi venligt mindet om, at vi bare skulle vente i huset hos familien og så skulle de nok følge os op til hovedvejen og taxaen – jeg tør end ikke tænke på, hvorfor det nu lige skulle være sådan …………. de har nok haft deres grunde!

Vel ankommet tilbage på hotellet havde vi lige en times tid inden vi skulle ud og spise. Turen til restauranten gik via det berømte marked, hvor der også var danseopvisning – hold da fest, hvor ville jeg gerne have en cd med deres dansemusik, der var godt nok ambient gang i gaden ;-)

Vi har et stort hold ude og spise, 5 voksne og 4 børn, nogle fik mad, andre fik salat, nogle skulle bare have en is osv, men alt i alt for alle os 9 blev det 142 lei, svarende til ca 230 kroner. Tolken kunne ikke helt forstå, at vi var nogen der grinte lidt da regningen kom, men det gav bedre mening for hende, da vi forklarede hende, at en pizza på en restaurant i Danmark snildt kunne koste hvad der svarer til 40 lei og så kunne hun godt se det sjove.

Efter middagen skulle ungerne ud og muntre sig på markedet og jeg skulle ned og købe de berømte fisk fra dagen før, da Victor (Katjas søn) og jeg havde aftalt, at hvis han spiste fiskene, så skulle jeg nok betale (de 6 lei) for dem. Det var dog vigtig for Victor at understrege, at det kunne jo godt være, at han kun spiste én – vi blev enige om, at bare man prøver, så er det fair nok – knægten holdt ord!!!! Han er sq sej – hans mor var på ingen måde vild med fisken, men knægten konstaterede tørt: “Jaaa, hvis de bare var halvt så salte, så ville det være ok” ;-)

Her ses Nicoletta til ventre og Victor er nummer 2 fra højre – jeg har ikke helt styr på navnene på de 2 andre, men det er Katjas rumænske dreng og hendes brors ditto ……. som jeg husker det ;-)

De fester sikkert stadig – jeg er på hotelværelset og skriver og skriver. Jeg skal om lidt igang med at pakke kuffert, for i morgen går turen mod Danmark. Jeg glæder mig til, at se min dejlige Hustru og mine egne børn, som jeg nu ikke har set i mange dage ………. nå ja, jeg glæder mig selvfølgelig også rigtig meget til, at se min lille hundehvalp, 12 uger gamle Boris, den lille lækre brune labrador ;-)

Jeg skal være på Casa Clementina kl 13:30 og inden da skal jeg til Gavojdia og se pakkeudleveringen og MÅSKE, hvis jeg kan finde en tolk besøge nogle fattige som bor i en stald tæt på Gavojdia ………..

Dagens afslutningssætning kan næsten ikke være anden end:

Kære alle, pas godt på hinanden og det i har – der er mennesker i verden som har langt mindre end I tror er muligt. Del af det i har, om det så måtte være penge, ting eller tid – det kan gøre en stor forskel for nogle andre på denne lille klode.

Sov godt!

Location:Lugoj,Rumænien