Kød, Fisk og masser af fugle, en slags animalsk kinderæg ;-)

Et billede siger mere end 1000 ord og kan fortolkes på lige så mange måder:

Nogle vil her se, at der passes godt på en fodboldbane, andre vil se at børn forhindres eller reguleres i, at få motion når de har lyst. Det ene er ikke mere sandt end det andet, for jeg kender ikke årsagen, men må bare konstatere, at der var låst ind til “fodboldbanen”.

Og hvad laver jeg så ved et låst gitter ind til en fodboldbane i den opstående morgensol?

Jo, jeg fik i dag mulighed for, at besøge en Rumænsk skole og det var en ganske særlig oplevelse.

Jeg talte forleden med Sandie Lie som er her i Lugoj for, at besøge sit Rumænske barn Nicoletta og pludselig siger Sandie, at hvis jeg har lyst så kunne jeg da være med til, at følge Nicoletta i skole og se hvordan en sådan ser ud. Sådan en mulighed kan kun have ét svar: JA!!!!

Som sagt så gjort, kl 7.40 mødtes vi og begav os på vej mod skolen. Skolen ligger tæt på børnehjemmet F1.

Lydtrykket på alle skoler er højt og her er den Rumænske skole ingen undtagelse – hold da fest, der var gang i butikken og der blev ikke mindre gang i butikken, når der pludselig var gæster på besøg ;-)

Og vel var drengene aktive og løb rundt, men det var ikke det som trak mest opmærksomhed, næh det var såmænd en pige, som i den grad havde fået sat sig i respekt hos drengene og hvis de lige skulle glemme det, så var hun ikke sen til, at dele gummimadder ud. Der var mere end én ungersvend der fik en på kassen, så det kan godt blive farligt, hvis den unge dame senere i livet bliver udstyret med kagerulle, kasserolle eller andet håndværktøj.

Nicoletta skulle i dag i computerrummet og det var med holdte åndedræt, at jeg gik ind i dét rum. Man har jo et vist forhold til computere, så da jeg ikke ville traumatiseres af synet af mere eller mindre stenalderagtige computere, så tog jeg en dyb indånding og gjorde mig klar til chokket og overrasket blev jeg:

Det var nyere maskiner med windows 7 – se, det var jeg ikke forberedt på. Om det er donerede pc’ere eller kommunen har haft gedeskindet fremme vides ikke, men det er da betryggende at opleve, at de får et rimeligt kendskab til nutidig teknologi i forbindelse med undervisningen – dét kan aldrig skade!

Nicoletta var naturligvis ikke helt tryg ved mig og forståeligt nok, hun har aldrig set mig før. Så meget desto sjovere var det, da Sandie kommandere “Poza” til alle ungerne, hvilket betød at de skulle stille op omkring mig, så hun kunne tage et billede. Der var i denne situation slet ingen tvivl om, hvem der havde retten til, at stå ved siden af mig og denne ret blev der så sandelig gjort hævd på! Nicoletta skulle stå ved siden af mig, det var så ganske sikkert …….. så lidt ok har jeg åbentbart været ;-)

På vej hjem fra skolen fik vi øje på den skønneste kuffert liggende på nogle skraldespande – desværre tillod tiden ikke den store legen med opstillingen, men I skal da ikke snydes af den årsag:

Hjem på hotellet og få en hurtig gang morgenmad inden turen gik mod børnehjemmet i Recas.

Processen var den samme som de øvrige gange: Bære kasser, kiggen omkring og udlevering af personlige pakker. Så ingen grund til, at bruge mange ord på dette, men lad os i stedet kigge på lidt billeder derfra:

Og sluttelig et entydigt bevis på, at hjælpen faktisk når HELT frem til modtageren – Coop majs en masse:

Herfra gik turen videre til Kollegiet i Timisoara – der blev slæbt og der blev slæbt, alle pakker skulle til 3 sal:

Alle hjalp til efter bedste evne, men jeg tror ikke der er nogen der vil være uenige med mig i, at de gæve chauffører gav den som vanligt en ordentlig skalle – vildt imponerende som de har energi og gåpåmod!!!!

Og fulde af spas er de også ;-)

Vel hjem kommet til Lugoj kastede jeg mig ud i endnu en gåtur. Jeg havde hørt, at sydøst for byen skulle der være et området, som der holdt flere hjemløse til i. Så der måtte jeg ud og kigge, men uanset hvor meget jeg ledte og kiggede i meget afsides områder, så fandt jeg aldrig en eneste hjemløs – men jeg mødte Adrian.

Adrian er en dreng på ca 10-11 år og han kommer pludselig cyklende der hvor jeg går og spejder efter naturboliger. Han kigger på mig da han cykler forbi og jeg smiler til ham og siger “Buna” og han svarer “Buna” og cykler videre. Pludselig vender han cyklen og kommer tilbage og spørger henkastet “English?” og jeg fortæller ham, at jeg kommer fra Danmark og pludselig står jeg med en dreng, som rigtig gerne vil snakke, så det gør vi. Han er på vej til et fodboldstævne og det glæder han sig til. Jeg tilbyder ham en pakke tyggegummi og han siger glad tak – alt i alt en snak som måske har varet 5-10 minutter, men den var rigtig rar. Adrian fortalte også, at stævnet skulle være ude på stadion, så da jeg senere gik forbi derude kiggede jeg lige ind og så også Adrian tonse rundt og spille bold og først der lægger jeg mærke til, at han mangler 1/3 af den ene arm. Det må man sige, det tyngede sørme ikke knægten – forhåbentlig får han gennem livet kredit for sit gåpåmod, det fortjener han.

På vej til den modsatte ende af byen, hvor jeg havde hørt at hjemløse skulle holde til på banelegemet får jeg brug for lidt sødt og går ind i “Penny Market” som jeg møder på vejen. Her bliver jeg stoppet af en vagt, som på fingerrumænsk fortæller mig, at man ikke må have rygsæk på ind i supermarkedet, men at han nok skal passe på den mens jeg er der inde.

Se, her er 2 muligheder: Enten er det en super service eller også er jeg en lallende dum turist ……… okay, inden du kommer for godt igang, så lad mig lige konstatere, at det var en super service.

Ude mod vest trak jeg også nitten, ingen hjemløseboliger at spotte, men der var en fantastisk udsigt og nogle fantastiske lokale oplevelser på vejen.

Som I kan se, så var det en fantastisk eftermiddag og da jeg landede i mit hotelområde, så var der også her linet op til fest:

Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været ude ved stadion og spise Sarmales, men disse boder fristede så meget, så Sarmales må blive i morgen og dermed også mit sidste aftensmåltid i Rumænien, måske egentlig meget passende ;-)

Men hvad fik jeg så i stedet? Hold på hat og briller – jeg fik kød og fisk:

Kødstængerne fortalte Mr Stefan mig om forleden og fiskene, ja det var der bare og så skulle de da prøves. Man fanger vist bedst fiskestemningen ved et closeup:

Jeg tror nok, at det er meningen de skal spises til øl som snacks, men jeg drikker ikke øl, så jeg måtte nappe dem on the rocks. Jeg har det nok med disse som jeg har det med komavesuppe, får jeg det som forret en dag jeg er ude hos “nogen”, så skal jeg nok spise det smile og være glad, men jeg bestiller det nok ikke selv igen ;-)

Efter planen skulle jeg i morgen på tur til Timisoara. Dette har jeg fravalgt alene af den grund, at det er tidsmæssigt for dyrt og i en by med 750.000 indbyggere vil jeg ikke få hverken viden eller billeder som kan berettige, at jeg bruger det meste af en dag på det. Så i stedet vil jeg prøve at komme meget meget tidligt op, før solopgang, så jeg kan være nede på stationen når denne står op, da der på dette tidspunkt skulle være mange overnattende gæster. Om jeg nu også magter at komme så tidligt op, det må tiden vides – hvis sandheden skal frem, så bliver min krop godt brugt at al denne vandren, så det er også muligt, at jeg ikke evner, at tænde for bevistheden når uret ringer klokken kvalme ;-)

Nå ja, jeg fik i dag af vide, at Mr Stefan kan køre mig til lufthavnen på Lørdag, super super dejligt, så skal jeg ikke tænke mere på det.

Et billede til afslutning:

Sådan ser det ud, når fuglene i Lugoj drager hjem for natten – det er vildere end “Fuglene”, når de flyver i bølger ind over byen ;-)

Sov godt alle ;-)

PS
Beklager hvis dette indlæg ikke lever op til standard – jeg er endnu en gang umådelig træt, så valget stod mellem lidt lavere standard eller intet blogindlæg og så valgte jeg …….. well, you get the picture ;-)

Location:Lugoj,Rumænien