Jeg er så meget i live

Titlen på dette blogindlæg kan og skal forståes på 2 måder – jeg er så meget i live som i “jeg har puls, har det fint og trives i Rumænien”, men samtidig også som i “jeg føler mig i live, pulserende, værende derude hvor jeg kan mærke mig selv og meningen” …………. den sidste lader vi lige hænge lidt ;-)

Lad mig starte med en nedslående konstatering: Jeg kan på ingen måde referere dagen i dag og få det hele med, det er uladesiggøreligt!!!!!

Jeg mødtes med Mr Stefan i morges – Mr Stefan er pædagog på Casa Clementina. Vi kørte ud i verden og så bl.a. en masse kirkegårde – det kan naturligvis synes perfidt, at ønske at se kirkegård og endda tage billeder af disse, men på mange måder fortæller kirkegårde deres egen historie om det nærmiljø de repræsenterer.

Vi har set både de mere ydmyge af slagsen, men også dem med meget store kors, pyntekranse samt små bygningsværker og sarkofaer.

Vi har kørt mere end 240 km i dag, højt op i bjergene og imellem disse og oplevet, hvordan fugtigheden bliver nærmest holdt fangen mellem bjergsiderne. Højt oppe, i min målestok i hvert fald, besøgte vi et kloster, hvor der boede 6 munke og hvor en meget ung (25-27 år) kom ud og fortælte os om klosterets historie og små anekdoter fra stedet. Det pågældende sted havde de også en lille mineralvandssø, hvor vandet steg op nedefra og blev iltet af naturlige bobler fra undergrunden – meget fasinerende syn. Desværre måtte vi ikke fotografere på det pågældende sted, så I må nøjes med det følgende, fra 2 andre klostre vores vej faldt forbi:

Vi løb også på en stor losseplads, hvor den derpå boende familie levede af, at sortere affald for derefter, at sælge det til genanvendelse – tanken er super, men hold fest hvor de boede . De boede i hjemmelavede telte af opskårne plastikposer.

Jeg har set, at der pt kører sager i danske medier om de usle levevilkår østeuropæiske lastvognschauffører tvinges til at leve under – jeg siger ingenlunde, at dette er usandt eller, at de har det nemt når de kører fra Herodes til Pilatus, men jeg er 3000% sikker på, at det er et overdrevent luksusliv i forhold til disse lossepladssorterere. Meget ville jeg generelt være frisk på at prøve, men hér ville jeg nok overveje mere end én gang før jeg sagde: jeg er frisk (og det ville næsten helt sikkert forsat være svaret).

Det vidste sig undervejs på vores tur, at Mr Stefan da vist har en lille forkærlighed for forladte bygninger – pludselig præsenterede han mig for “og her har vi så en nedlagt vineddiefabrik, skal vi gå ind og kigge på den?” – jeg har en lumsk mistanke om, at han har set nogle af mine Urbexbilleder på nettet ;-)

Summasumarum, snevejr i Farum, selvfølgelig skulle vi det:

Meget meget mærkelig oplevelse, men samtidig også lidt sjovt at se, hvor hurtigt “The Urbanizer” (mit andet alterego) lynhurtigt fandt de lette ben frem og hoppede scenevant fra murbrok til murbrok og nød sceneriet ;-)

Mit ude i midten af ingenting fik Mr Stefan pludselig støvet en trækirke under renovering op, den lå omkranset af dagens største kirkegård og var ganske rigtig ved at blive renoveret. På vejen dertil var der nogle børn der legede, så’n 5-6 stykker i alderen 7-11, og pludselig var de overalt omkring mig. De spurgte om både dette og hint på Rumænsk og når jeg svarede “Nu vorbesc romana”, så bad de mig bare om at gentage, det lød åbenbart sjovt. Pludselig fangede en af dem pointen og spurgte forsigtig “Englaiz??” og da jeg godt kunne gennemskue, at svaret “Nu Daneza” bare ville udløse yderligere spørgsmål jeg ikke forstod, så bekræftede jeg bare, at jeg var Englænder og de var mægtig stolte over, at have kommunikeret på udenlandsk – jeg håber de vil tilgive min lille løgn når de bliver voksne.

De var meget interesserede i mit kamera og stor var jubelen, da jeg pegede på mit kamera og tage “take picture” – se, dén fangede de med det samme og stillede op til fotografering:

De synes det var mægtig sjov, da jeg lavede pipfuglen med den ene hånd og tog billede med den anden og de var stoltere end stolte, da de så billedet af dem selv. Gæt så lige hvem den torskedumme dansker var, som ikke havde taget tyggegummi med fra hotellet …………. mmmmmm “Da! Mine!!”

Afledningsmanøvre!!!! Dame med ko, værsgo:

På turen, og jeg har helt ærligt mistet overblikket over, hvor hvad var og i hvilken rækkefølge det blev besøgt, så fik vi behov for lidt at drikke. Mr Stefan kørte os hen til et ferieresort, hvor der var ………. os ……….. og ingen andre. Det var på mange måder et syret sted mellem bjergene og der var så stille, så stille. Farverne var helt fantastiske nuancerende fra grønt til blåt:

Nå ja, vandet kunne måske godt trænge til en rensning, men det er ikke det operative i fortællingen – det var virkelig et fantastisk sted, der var rent, der var stille og så markant anderledes en alle de andre steder vi var, som reelt var et “mess” på hver sin måde. Jeg er ingenlunde disrespektfuld med mit “mess”, det er bare en konstatering af, at der hvor bygningerne var nogenlunde pæne, der var de omkringliggende jorde noget rod og hvor de var pæne lignede bygningerne noget der skulle væltes. Her spiller min kultur, min forforståelse og mine værdier naturligvis ind og det er måske ikke helt ok?!

På vejen tilbage til Lugoj, ca 100 km senere, besøger vi en park med en fortæne, som Mr Stefan insisterer på at jeg skal smage. Helt ærligt, så var jeg lidt lurens ved det, for jeg har da ikke lyst til en seriøs gang turistmave, men jeg gjorde fingrene våde og smagte lidt på vandet – på den måde var det reelt kun nogle få dråber jeg kom i kontakt med. Tro det eller ej, hvis man ser bort fra kulsyreeffekten, så smagte vandet som danskvand!!! Altså carboniseret vand – finten er så bare, at dette vand som direkte fra undergrunden – i min bog, meget mærkeligt ;-)

Undervejs på turen sker der det, som bare ikke må ske! Jeg får en finger i klemme i bildøren ……. ikke så’n “Hovsa, der var det vist lige ved at gå galt”, niksen, mere i stil med “fuld smadder på døren, der kommer en modkørende – hovsa, den dørdæmper plejer da ikke at være det …………. aaaauuuuuuuuu”. Der var den grande mand altså lige til tælling i 20 sekunder og jeg sidder nu i skrivende stund, med strålingssmerter op i den ene arm. Som nogen så medfølende allerede har spurgt, så var det heldigvis ikke udløserfingeren det gik udover, men derimod venstre tommel – bruger den ikke så sindsyg meget, men det gør #”%”&€&#€ ondt alligevel. Vil ikke udelukke, at jeg starter dagen i morgen med en Treo-sjus, man må jo ikke have kody’er med i flyet ;-)

Nå, undervejs på turen fik jeg også talt med Mr Stefan om, hvor jeg kunne få den bedste Rumænske mad i byen og det var slet ikke noget problem, jeg skulle gå på “Guesthouse” og dér kunne de alt i Rumænsk mad og i rimelig kvalitet også. Faaaaaaantastic!!!

Jeg finder derhen og den søde servitrice fortæller mig, at de desværre ikke har rumænsk mad – nå for sørensen, så må vi jo napse en pizza, for Schnitzel orker jeg ikke og her må jeg sige, den pizza var faktisk ok fornuftigt i sin gennemførelse – ikke det jeg havde sat næsen op efter, men en ok erstatning. Nu er jeg jo ikke sådan en gut, som skal spille klog på fremmedsprog, men jeg syntes jeg på spisekorte så noget som hed noget med “de burta” og da jeg kom hjem og checkede denne blogs ugeplan, så kunne jeg ikke lade være med at grine. De havde Rumænsk mad på kortet, men damen vidste åbenbart ikke, at det var dette – det er da for sjovt!!!

Hjemturen i mørke gik lige efter bogen og jeg fik ved mere end en lejlighed afprøvet dog-repelleren. Indtil flere hunde styrede lige mod mig, men når jeg først trykkede på knappen, så skal jeg da lige love for de skiftede retning, ganske ganske betrykkende ;-)

Sidste note fra min hånd i aften: Jeg skal beklage tusindefold, hvis ovenstående blev lidt “fristil i 3. klasse”-agtig, du ved “og så gjorde jeg ……..” og “så gjorde jeg ……..” agtigt, det skyldes udelukkende uoverkommelig træthed (sagde han 3 sider senere *dooh*).

Jeg vil gå til hvile i rummet med de høje træpaneler, men vil da lige give dig et sidste billede til farvel:

Pe curand!

Location:Lugoj,Rumænien