T minus 1 week and 1 day

Så er der ved, at være en uge tilbage inden Tour2012 løber af stabelen. Jeg har været lidt stille de sidste par uger og det er der en simpel grund til: Jeg har været/er syg! Influenza/forkølelse/feber/addrr og efterfølgende hoste har lagt en seriøs dæmper på planlægningen, de udadvendte aktiviteter mv. det er en lille smule sørgeligt, men sådan er det – jeg kan ikke ændre på det og må i stedet kigge fremad og gøre hvad jeg kan i nuet for, at være good to go om en uge og så forberedt som muligt er. Hey, lægger I mærke til forandringen, den er der sørme stadig, manden er positiv, konstruktiv og fremadrettet, seeeejt ;-)

Det ser ud som om, at meget af min besøgsaktivitet kan ske i forbindelse med RP92s (Rumæniensprojektet af 1992) uddeling af hjælpepakker i området omkring Lugoj. Jeg ville gerne have dækket et større geografisk areal og dermed også flere lokale problemstillinger, men det lader sig ikke gøre bl.a. grundet den tid jeg har dernede i kombination med landets infrastruktur og min økonomi – sådan er det, det er jo gamet når man gør det på denne måde. Jeg håber og satser på, at jeg kan komme tilbage til vinter og deltage i Suppeuddelingen i nogle af de hårdest ramte områder, men meget skal endnu falde på plads i den retning ……… ikke mindst familie og arbejde, 2 faktorer I sjældent hører meget om :-)

Det er soleklart, at mine ture ville aldrig kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg havde et klippestabilt bagland, med en hustru som trækker min del af læsset mens jeg er væk og det er jeg naturligvis dybt taknemmelig for – naturligvis er hun ikke altid lige tryg ved jeg tager afsted, men hun skjuler det dælme godt. Men er det ikke altid så’n? Man er først helt tryg og i ro, når “folk” er hjemme igen og alt er gået godt? Det tror jeg. Hun ved, at jeg ikke ville gøre noget HELT vanvittigt (ja, jeg ved godt, at sætningen ikke har megen vægt, når man har været i Chernobyl, but you get the picture) og vi har da også en aftale om, at hun stort set ved hvor jeg er hvornår og at jeg checker ind med jævne mellemrum fx via Facetime, Skype eller tilsvarende. Børnene er blevet et år ældre end sidst og det betyder også, at de måske i højere grad vil synes det er sjovt, at Facetime med far fra en fjernere destination. De forstår nok ikke helt (børnene altså), hvorfor jeg tager afsted men erfaringen fra sidste år er i hvert fald, at meningen går op for dem, når de hører det efterfølgende foredrag, så sådan går det nok også i år. Det vigtige er, at de ikke er mere bekymrede end godt er. Grundlæggende tror jeg egentlig, at den værste periode for familien er den tid der går fra jeg tager afsted til jeg får mit lokale telefonnummer, derefter er jeg jo blot 8 cifre og en landekode væk ;-) Denne gang varer denne periode et døgn, da jeg først kan komme i en teleshop mandag morgen.

Hvordan ser verden “ellers” ud?

Jo, jeg skal til et sponsormøde mandag, det skal nok blive spændende – er lidt nervøs for det, for jeg har jo ikke prøvet det før, så jeg har ingen anelse om, hvordan noget sådan foregår. Jeg har også fået en sponsorhenvendelse som måske ender op med, at finansiere mine flybilletter, det ville bare være helt fantastisk ………….

Jeg hører ikke meget fra “G” for tiden, men det hører I mere om i et andet blogindlæg, som har været under opsejling i nogen tid.

Jeg har igennem den senere tid være meget i kontakt med RP92 (rp92.dk og https://www.facebook.com/groups/117279673904/) – støt dem nu endelig, de og mange af de tilsvarende organisationer fortjener virkelig støttet!!!! Og støtten når faktisk helt frem til modtageren!!! – og det er jo fantastisk engagerede mennesker. Jeg har været ude og tage billeder ved nogle af deres arrangementer, som foregår på 100% frivillig og ulønnet basis – det er imponerende, som folk investerer deres fritid og kræfter i noget, som “kun” kommer andre til gavn, forbilledligt!!!

Det jeg dog også ser nationalt er, at der er mange mange små organisationer, nogle steder blot 1-5 personer som har besluttet sig for at gøre en forskel. Det er helt fantastisk som dette er spredt ud over landet, MEN beklageligvis er der ingen eller kun lidt koordinering blandt disse. Man har sine steder, sine byer og man gør hvad man kan. Forstå mig nu ret, det er selvfølgelig helt vildt fantastisk og supergodt, men prøv at tænke på, hvor meget længere man kunne nå med den samme indsats, hvis blot man koordinerede det lidt. Et fiktivt eksempel: Gruppe A har en lastbil der skal til Rumænien, den er halvfyldt – Gruppe B har en masse ting de gerne vil have til Rumænien, men har ikke penge til transport …………….

Jeg har derfor oprettet “Rumænienskoordineringen” (https://www.facebook.com/groups/rumaenienskoordineringen/) for, at give rum til, at denne koordinering kan finde sted uden, at forstyrre de lokale gruppers arbejde/facebooksider mv. Det er ingenlunde planen, at nu skal alle gå sammen i én forening eller nu skal der være et større administrativt apparat som bliver en økonomisk belastning! Meningen er blot, at der er et forum hvor man kan kommunikere, lave tværgående aftaler, give hinanden gode ideer mv mv mv. Det er stedet for organisationerne og de enkeltpersoner som har lyst – brug det ;-)

Med hensyn til turen – og det er vel egentlig også dét overskriften lægger op til – så er der ikke kommet meget mere styr på planen – jeg ved hvornår jeg skal afsted og hvornår jeg kommer hjem (se, dét er vigtigt) og så ved jeg, at jeg bliver hentet i lufthavnen af Mr Stefan, som jeg er ude og køre med hele mandagen. Han kommer fra udslusningshjemmet “Casa Clementina“. Jeg ved endnu ikke hvad vi skal se, men Mr Stefans umiddelbare forslag var, at vi skal ud og se nogle landsbyer omkring Lugoj ……….. det skal nok blive interessant :-)

Senest tirsdag den 16/10 skulle der gerne foreligge en plan, men det kan godt være, at den først bliver skrevet i Lugoj – Vi får se.

 

Pas godt på jer selv derude, om 1 uge og et par dage, så er jeg bange for, at jeg til fulde kan dokumentere, hvor godt vi har det i Danmark, så sæt pris på det …………….. The Dane signing out!