Rejsen til Danmark – Bye Bye Banat, the sequel :-)

Ja, umiddelbart kunne dette jo lyde som verdens kedeligste indlæg, men guess what, det er det ikke ;-)

Sidst I hørte fra mig stod jeg i Gavojdia, hvor jeg lige havde besøgt en meget fattig familie og I havde hørt om, at jeg skulle være på Casa Clementina …….. meeeeeen, det var vist ikke den fulde historie I fik, da det havde været vældig fokusforstyrrende …………. lad os spole tiden lidt tilbage:

Vi står i salen på Gavojdia, børnene er lige blevet færdige med, at få deres pakker og det er nu de fattige familiers tur – I husker billedet:

Se, køen til familiepakker var noget længere end blot denne far og hans 3 børn, der var mange fattige familier …….

 

De er alle linet op til 2. jul i år – julen falder 3 gange på Gavojdia, nemlig i april, oktober og december. De første 2 gange jul er når lastbilerne kommer fra Danmark med mad, tøj, guf, shampoo, tandpasta mv mv. Vi står inde i salen og ser, hvordan familierne bærer banankasse efter banankasse ud af salen, nogle får færre kasser, nogle får mange kasser. Jeg står sammen med Sandie, vi tager lidt billeder og står et gang imellem og taler lidt om livet som fattig i rumænien. Pludselig tager hun fat i min arm og siger: “Duuu, tror du ikke lige, at du skal smutte ud og få lidt luft?”………….. jeg tænker egentlig ikke så meget over spørgsmålet, men svarer blot: “Joooo, det kan da godt være.” og går ud af salen. Jeg kommer lige ud af det lille hus og svinger til venstre og står med armene hvilende på et højt stakit og kigger på ungernes “legeplads” da hele min verden vælter. Tårerne pisker ned af kinderne på mig og jeg mærker hvordan sorgen og ulykkeligheden strømmer ind over mig og bare river mig med, ganske som en korkprop på en oprørt elv. Tankerne eksploderer i mit hoved! “Hvorfor dem, hvorfor ikke mig?”, “Det er bare geografi som gør forskellen!”, “Det kunne være mig som stod og ventede på pakker fra nogen, sammen med mine 2 børn!!!” …………… jeg begynder, at fokusere på alt andet omkring mig. Jeg tæller mursten, tæller træer, gør alt hvad jeg kan for at bryde min tankerække og på en eller anden måde komme tilbage i den professionelle rolle. Jeg er der for at tage billeder og observere, IKKE reagere!!!! Jeg er her udelukkende for, at dokumentere og indsamle data!!!!!!! Som om!!! Det er sq ikke muligt “kun” at være professionel i dette miljø, det ville sikkert være fornuftigt og en dag har jeg måske også et hærdet skjold, men som det er lige nu, så er jeg bare mig!

Jeg får arbejdet mig ud af mine følelser og får langsomt kontrol igen og kan atter koncentrere mig om det jeg er her for – men det efterlader en tanke: “Hvordan har dem som hjælper de rumænske børn det egentlig?”

Grundlæggende er der jo hele tiden fokus på de forfærdelige forhold børnene lever under, hele tiden fokus på hvor meget de mangler, hele tiden fokus på hvor meget mere der bør gøres, men ikke ret meget fokus på, hvordan man som støtteperson har det. Lidt uvidenskabelig research på området viser, at det kan være superhårdt, at være støtteperson, plejefamilie eller hvad man nu ønsker, at kalde sig/være. Nogle støtter generelt, andre støtter specifikt. Dem som fx støtter et specifikt barn, følger ofte med i dette barns liv, skype’r med barnet, har barnet på sommerferie og juleferie og for disse personer, er det lige så hårdt at tage afsked med barnet, såvel i Rumænien som i Danmark, som det er at se sin danske plejefamilie tage afsted.

Det er naturligvis meget forskelligt, hvor dybt det personlige engagement stikker, og det er helt fair, men lad os tage ét barn som eksempel: “N”

“N” er en pige på 12 år, hun har de sidste 4 år været på en børnehjem i Lugoj og før dette et børnehjem i Timisoara, hun har en dansk kontaktfamilie bestående af 2 voksne, “S” og “O”, som ikke har egne børn. “S” og “O” har valgt, at være kontaktfamilie for “N” og i de år de har været det, er kærligheden til “N” vokset og den er på alle måder gengældt. Da “S” og “O” ikke har egne børn og da følelserne er som de er, så har de naturligvis været i overvejelse omkring, at adoptere “N”. En stor forhindring er dog, at for at “N” kan adopteres til Danmark, så kræver de Rumænske myndigheder, at _hele_ “N”s familie skal skrive under på papirerne og acceptere adoptionen. “N”s far vil ikke skrive under og “N”s mor er død.

Man kan måske umiddelbart godt forstå, at faderen ikke ønsker at underskrive, for hvem ønsker frivilligt at give afkald på kontakten til sit barn, som man af en eller anden grund har afleveret på et børnehjem. Prøver man, at finde “N”s far i Rumænien, så lader det sig ikke gøre, han er nemlig flyttet til Sverige med “N” stedmor og har efterladt “N” i Rumænien. “S” og “O” har opsøgt dem i Sverige og talt med dem for, på en eller anden måde at få “N” til Danmark, om det så er som foster eller plejefamilie – men det kan der på ingen måde være tale om, da de jo er i Sverige for, at tjene penge så de på et senere tidspunkt kan rejse tilbage til Rumænien og bygge et hus og bo der sammen med “N”. Jamen, så skulle alt vel være godt og rart – “N” har en god fremtid i udsigt og skal bare bide tænderne sammen i en kortere årrække, hvoraf størsteparten da må være gået, og så kan hun få et meget bedre liv, dér hvor hendes venner er! Problemet er bare, at siden “N” blev afleveret på børnehjemmet og faderen og stedmoderen tog til Sverige, så har der ikke været ét fødselsdagskort, ikke én julehilsen, ingen gaver af nogen art, ingen pakker med mad, ingen telefonopkald, ingen breve eller noget som på anden måde kunne pege på forældrelig omsorg og hvis man spørger “N” om hun ikke glæder sig til, at hendes far og stedmoder en dag kommer tilbage og har penge med til et hus, så er svaret blot noget i stil med: “Hvad skal jeg med dem? De har efterladt mig her og aldrig taget kontakt til mig! Jeg vil til Danmark, dér bor min far og mor!!!”

Men det kan ikke lade sig gøre, for forældrene i Sverige og familien i Rumænien vil ikke skrive under!

Det er klart, at denne Danske familie har det tæt ind på kroppen, at de har så stor kærlighed for et Rumænsk barn og at de på ingen måde pt kan forenes og derfor er det også soleklart, at det for denne familie ikke bare er, at udfylde et girokort og ad den vej søge universel sjælefrelse og på den måde er det med garanti for flere end man tror ……. man efterlader dele af sin sjæl i Rumænien.

Med ovenstående siger jeg på ingen måde, at denne familie er unik og “aaaaaaallllleeeeee” de andre betaler bare og er ligeglade, slet slet slet ikke, dette er klart et yderpunkt og det modsatte yderpunkt (giroindbetalingen) er sikkert også set, omend sjældent. Disse mennesker sender med hver eneste pakke og hver eneste stykke tøj et lille stykke af dem selv ……………… en skrigende kontrast til den fremherskende mig-mig-kultur der er ved at forpeste det Danske samfund!

 

 

 

 

Nå tilbage til sporet, efter at have “fået lidt luft” går jeg tilbage til salen og følger pakkeudleveringen til ende. Turen hjem til familien kender I alt til og hvordan hjemmet så ud er heller ikke noget man lige glemmer, men hvordan var selve familien?

Børnene var/er nok som børn er universelt set, når bare far og mor er der, så er alting grundlæggende godt. Naturligvis, og det kan man også se på billederne, så skulle den mindste pige nok lige have en vaskeklud i ansigtet, men this aside, så var det helt tydeligt, at det var en familie med hjerterum. Børnene var glade for alle gaverne fra Danmark og det var forældrene også, på deres egen forlegne måde. De pakkede ud og var glade og der blev taget nogle billeder til skeptikerne i Danmark – dem som par tout ikke tror på, at tingene virkelig kommer til Rumænien. Måske er det meget forståeligt, at de har det sådan, når man gang på gang hører om indsamlinger, hvor store dele af det indsamlede går op i administration eller lander i forkerte hænder i modtagelandet. Her kan jeg, med hånden på hjertet til fulde stå inde for, at alle steder jeg har været med er alt afleveret til slutmodtagerne og er ikke landet “forkerte steder” og der er ingen indikation på, at det skulle være anderledes de steder, hvor jeg ikke har været med!!!

Familien fik rigtig mange ting, så som gryder og pander, legetøj, sengetøj, almindelig tøj, babyting til Kusinens baby og almindelig tøj – og det var jo grundlæggende fantastisk, der var bare et enkelt lille problem: Gryder og pander er godt, men de er relativ ubrugelige hvis man ikke har noget at hælde i dem og det havde familien ikke :-(  Det blev vi ret overrasket over, ikke over at der ikke var meget mad, men at der var SÅ lidt …………… Sandie som jeg er der sammen med siger stille, at hun vil komme tilbage dagen efter og købe nogle poser mad med, det her går jo ikke!!!

Min tid i Rumænien er langsomt ved at rinde ud. Tolken ringer efter en Taxa, der er under en time til, at jeg skal være ved Casa Clementina og jeg er oprigtig i tvivl om, at der overhoved kører taxaer ud til majsrække 1400, SÅ langt er vi fra noget som helst. Sandie bliver ved med sit “roooooolig nu, du når det” og det er i sandhed en udfordring for mit “være i god tid”-gen. Jeg kan lige forstille mig, at jeg kommer for sent til flyet og skal finde en nødløsning på skralde-rumænsk ……… jeg er så tæt på at panikke!! Men, Sandie får jo (irriterende nok) ret – pludselig er taxaen der og vi skal tage afsked med familien. Jeg kan ikke være med i morgen når Sandie vender retur med mad og situationen er generelt menneskelig ubehagelig, så jeg vælger at bryde med mit eget kodeks. Jeg tager en 50 lei seddel og folder den i min hånd, så den ikke er synlig. Får sagt farvel til alle og da jeg skal sige farvel til faderen lægger jeg pengesedlen i min højre hånd, trykker ham i hånd og siger tak for denne gang og vender mig i takt med jeg slipper hans hånd – jeg vil ikke have, at han skal være tvunget til, at have øjenkontakt med mig når han opdager hvad jeg har gang i. Jeg kan mærke da jeg slipper hans hånd, at han instinktivt lukker hånden for at “fange” det ukendte og jeg kan fornemme bag mig, han har ellers være rimelig talende, at der bliver helt stille og jeg forsætter bevist med at gå mod taxaen, jeg VIL IKKE bringe ham i forlegenhed!!!

Vi sætter os ind i taxaen og turen går mod Lugoj, vi taler kort om vores oplevelser og langsomt drejer samtalen sig over i, at nu er det nu jeg forlader selskabet og tager til Danmark. Sandie kan godt fornemme på tiden og mig, at nu er der ved at være stress på, så vi lægger en hurtig slagplan gående på, at når vi lander ved hotellet, så spurter jeg op og henter min kuffert mens hun holder taxaen til mig. Som sagt så gjort.

Jeg spurter op, får hentet kufferten og er lykkelig for, at jeg betalte min regning inden vi tog til Gavojdia, meeeeen personalet stopper mig i foyeren, for jeg skal jo have min kvittering og derudover, så er der også en telefonbesked til mig. Chriiiiiist, det er ikke lige det jeg har tid til nu. Jeg får skrevet under på kvitteringen (mærkeligt system, hvorfor skal _jeg_ skrive under på den, nå never mind) mens de ringer til dem der vil tale med mig. Det viser sig, at være Mr. Stefan som lige vil høre, om han ikke skal komme og hente mig, så jeg slipper for, at gå så langt med kufferten – i situationen er det hurtigste at sige til ham, at jeg er hos ham om 3 minutter ;-)

Ud i taxaen og afsted mod Casa Clementina og få minutter senere bliver jeg modtaget af en smilende Mr. Stefan og nu kan jeg endelig slappe af. Jeg betaler 10 lei til Taxachaufføren, som dog slår sig lidt i tøjret – meget mærkeligt, det er kun dobbelt op af hvad turen koster, men jeg har en ide om, at Sandie allerede havde betalt for turen (den skurk) – og taler lidt med Mr Stefan og fortæller hvor meget knald der har været på for at nå det til tiden. Mr. Stefan smiler stort og siger noget i retning af: “Du skulle da ikke have skyndt dig, vi havde da bare ventet, 5 minutter, 10 minutter, 15 minutter, no problem” ………….. så in the end fik Sandie alligevel ret med sit “Roooooolig nu, du når det!!”

Turen til Timistoara går stille og roligt, der bliver ikke talt så meget. Jeg reflekterer lidt over, om jeg fik brugt min tid godt nok og må konkludere, at jeg nok må lære, at bliver lidt mere aggressiv/krævende og bare tage det jeg vil have i stedet for, at overholde regler og skikke, i sidste ende er det mig som mangler nogle billeder. Det er dælme bare svært uden, i min bog, samtidig at være respektløs og det vil jeg ikke. Mr Stefan spørger bl.a. om det var som jeg troede det ville være og her må jeg efterlade jer igen med en lille cliffhanger – den tager vi i et senere indlæg ;-)

Turen mod Danmark er på ingen måde ret meget at skrive om – Dash-8 flyet er et sjovt fly at flyve i fordi det er så småt – i den “store” flyver fra Wien, som i sandhed er en lifesaver når ens mobil er ved at løbe tør for strøm, sidder der selvfølge 3 smarte fyre på sæderne ved siden af mig. Det er meget sjældent jeg får lyst til, at blande mig i andres samtale, men de 3 pomadedrenge (ja ja, ok, den ene var skaldet) var lige ved en bemærkning med fra mig om, at droppe deres kække teenage attitude og så opføre sig aldersvarende. 35-40 årige mænd som sidder og taler højlydt om scoringer som om de var 15, så tag jer dog sammen, hvor patetisk har man lov til at være?! Selvfølgelig var der også en af dem, som lige skulle sms’en gud OG hvermand uagtet, at han flere gange fik af vide, at nu skulle han slukke telefonen ……. hvor ville jeg dog ønske, at stewardesserne havde mandat eller mod til bare, at tage skidtet fra ham og kaste den ud af vinduet, fjols!!!!!

Nå, beklager, der var lige noget der skulle ud ;-)

Touchdown i Danmark, en fantastisk lyd, og endnu mere fantastisk at familien er i lufthavnen for at hente mig. To små unger (okay, måske ikke så små, 8 og 10) løber én i møde og man må ned på knæ og modtage en uges ration af knusere. Dagens oplevelser og kontraster taget i betragtning, så er der nok ikke nogen der vil bruge det i mod mig når jeg indrømmer, at jeg i denne situation endnu en gang får våde kinder. Jeg tror dog ikke, at nogen bemærkede det og det var nok meget godt ;-) Barnemoderen, husets frue, hende hvorom alverdens glæde drejer (og det er MEGET positivt, hvis man skulle være i tvivl) er også i lufthavnen sammen med min mor, så der er nærmest tale om en velkomstkomité med flag og det hele – fantastisk ;-)

En tur er slut, jeg er atter i min stue og i mit hjem, med al den varme og rigdom som dette indbærer, i hvert fald hvis man holder det op mod livet i La Mondial og Gavojdia ………… hvor er jeg bare meget meget meget meget meget heldig, at være født og opvokset her, med alle de muligheder vores samfund giver. Jeg kommer til, at tænke på den samtale jeg havde med “G” for nogle måneder siden (se evt. “Mødet med en ung rumæner i Danmark“), hvor han på et tidspunkt fortæller noget om (og det har jeg ikke en gang fået med i mit indlæg), at når han er så glad for at være i danmark, så skyldes det også, at alle Danskere hele tiden ser muligheder og han, som rumæner, ser blot grund til ikke at kunne få succes – grundet opvækst er hele tankesættet forskelligt og præcis derfor, skal DU også være mægtig glad for, at du er født/opvokset/en del af det Danske samfund og uanset hvor hårdt det føles for dig, at betale din skat og få nogle services (i din bog gode eller dårlig), så giver dét at du er hér, nogle helt andre muligheder end at være dér!

Jeg har sagt det før og skriver det nu igen:

 

“Det er ikke altid man skal sammenligne sigselv med folk der har det bedre, nogle gange

skal man sammenligne sigselv med folk der har det værre, for dér ligger den sande indsigt!!!!”

Reklamer

Bye bye Banat

Det er lørdag morgen og i dag går turen mod Danmark. Men inden da, er jeg så heldig, at kunne nå at komme med til pakkeudleveringen i Gavojdia. Mit fly flyver kl 16 lokal tid og jeg skal være på Casa Clementina kl 13:30, så der er maaaaaaaasser af tid ;-)

Besøget i La Mondial i går sidder stadig i kroppen, både den potentielle faredel, men så sandelig også de forfærdelige vilkår de lever under. Der kommer nok til, at gå nogen tid før denne “oplevelse” er helt fordøjet ……..

Nå, videre, du gamle ;-)

Vi ankommer til Gavojdia og mødes naturligvis, at spændte og forventningsfulde børn, som ikke kan vente med, at få deres pakker – skulle man tale om fordele ved, at bo på børnehjem (og det er sq svært), så er det da at det opleves som jul mere end én gang om året fx ved RP92’s transporter forår og efterår.

Pakkeuddelingen til børnene gik i gang og jeg undrer mig forsat over, at der ikke var børn der fik krampe i kæberne, SÅ store var smilene når man fik en pakke fra Danmark. Enkelte var så heldige, at de fik mere end én og her var det meget tydeligt, at så steg man både i beundring og status, så der var flere som tænkte på én ;-)

Jeg mødte den her dreng – jeg har desværre glemt hans navn – kan kunne ikke ret meget engelsk og jeg kunne ikke ret meget rumænsk, så vi måtte nøjes med, at dele lidt tyggegummi og i det små tale om, at han snart skulle have en pakke.

Da han fik sin pakke, blev han rigtig rigtig glad og slææææææbte af sted med denne mod sin stue. Det var en stor kamp for ham, men man kunne se hvor beslutsom han var på selv, at bære sin egen pakke.

Til sidste måtte han dog give op og få lidt hjælp fra Danmark.

De større børn fik også pakker fra Danmark.

Og hér er det supervigtigt at passe på med konklusionerne baseret på hvad man ser. Dette billede viser tydeligt, taget ud af kontekst, at her er en velfungerende ung mand, som ikke har de store behov for hjælp og det baserer man naturligvis på, at han har pæne rene gummisko på, han har en tatovering på højre underben, han har pænt og moderigtigt tøj på og han har lyttebøffer i ørene, mobil eller mp3-afspiller (eller kun lyttebøffer), jeg ved det ikke, men det er formentlig en mobiltelefon.

På denne baggrund kunne man godt vælge, at spille kortet “Nasser!!!!!” for han ser jo ud til, at have det hele og i øvrigt penge nok til tatovering(er). Men her spiller det man ser desværre én et pus – i en dialog om rumænsk fattigdom var der en som sagde følgende til mig:

“De fattige vil du ikke kunne spotte når du går på gaden, de vil gøre alt for, at ligne alle andre. Dem du ser der ligner fattige, de er ikke fattige, de har bare fundet ud af, at de kan tjene penge på det!”

Der bliver set ned på børnehjemsbørnene i en grad, at man bare ikke har lyst til, at skilte med dette og når man så ovenikøbet er i teenagealderen med stort behov for social accept og “normale” venner, så er man tvunget til, at ligne omgivelserne og må derfor så også give afkald på noget andet.

Det er nok også derfor, at der sendes pakker til Rumænien og ikke penge. En teori kunne være, at hvis man gav fx ovenstående unge mand 100 lei (svarende til ca 160 kroner) og disse vel at mærke var de eneste penge han havde (og eneste penge han havde udsigt til at få), så ville der nok være en stor sandsynlighed for, at han ville vælge at købe noget som bidrog til hans sociale normalisering (en dvd, ny mobil, lækker t-shirt) fremfor mad, tandpasta eller mælk. Han ville formentlig vælge sin fremtræden over sin eksistens og så dermed også vælge, at spise “kold mudder” til morgen-, middags- og aftensmad. Da pakkerne kan indeholder alt fra Chips og Cola til Tøj og Pasta, så er det sikret, at det hele ikke går til gøgl og ballade (hvilket ift en trist dagligdag ville være forståeligt.)

Note: Ovenstående baserer sig ikke på analytiske data, blot mine observationer og samtale med folk!!

Også pigerne fik pakker fra Danmark, her spænder indholdet endnu videre, idet der i disse pakker også kan være særlige hygiejneartikler samt lidt bling-bling – så spændingen her er også til at mærke når man er der.

Skulle man muntre sig lidt på andres bekostning, så skulle det da være, at alle unger jeg så der pakkede deres pakker op, de gjorde det efter top-down-metoden, hvor låget blev fået af efter en laaaaaang kamp – det havde nok været meget nemmere, hvis man bare havde cuttet de 8 stykker tape, som holdt top og bund sammen, meeeeeen der er selvfølgelig også lidt flå-glæde i, at gøre det på den hårde måde ;-)

Som man kan se, så har denne pige (som iøvrigt er RumBoss – skrækkeligt, men sådan er det desværre) været så heldig, at få bl.a. en elkedel, saftevand, dåsesprite, toffefee og cup-nuddles i denne pakke. Hun fik flere, så der var også shampoo, tøj og øvrige hygiejneartikler. 2 ting der gjorde særlig indtryk var, at hun brugte lang tid på, at finde ud af hvad de der nudler var for noget og hvorfor hun mon havde fået en elkedel. Hun reagerede også meget på de plastikgafler hun fik til sine nudler. Resten var også dejligt, men det var disse ting der lige stak ud. Jeg må så sige (og her skal jeg undskylde, at jeg morer mig på hendes bekostning og ikke fik et billede af det), at det var hylende morsomt, da hun i sin udpakningsiver med sin saks fik prikket hul på en dåsesprite, som har været transporteret i lastbil fra danmark og derfor var godt rystet. Hun så vanvittig morsom ud og for et kort øjeblik, så var RumBossen detroniseret og var bare en almindelige pige, med meget vådt tøj – hun kunne dog også selv, efter et øjebliks eftertænksomhed, også selv grine af det. Hvis jeg ikke husker helt galt, så er billedet taget lige efter hun blev sprite’t og hun er her igang med at finde ud af, hvor dét kom fra …………..

Pakkerne som sendes fra Danmark kan indeholde meget forskellige – der sendes også særlige effekter, som fx her, hvor drengen Ionut har været så heldig, at få en aflagt cykel fra Danmark. Han var ikke til at komme i nærheden af, da han naturligvis skulle ud og race med det samme.

Fredag aften, så havde Sandie som jeg var i La Mondial med luftet tanken om, at hvis der var tid til det, så kunne jeg jo tage med ud og besøge en fattig familie fra Gavojdia, så spændingen var stor, da det blev familiernes tid til, at modtage pakker fra Danmark.

Og denne familie var mere end heldig, der var mange pakker til dem og sørme også nogle brugte cykler fra Danmark.

Det er dejligt med pakker, men det kan godt udgøre et vist problem, at få disse transporteret hjem. Den fattige familie havde derfor fået lov til, at låne en bil til, at transportere pakkerne hjem i og som man kan se, så er lastepotentialet større på en Rumænsk bil end en Dansk ditto ;-)

Da vi så tydeligt ikke kunne være i bilen, så fik vi familiens børn til at vise os vej, mens faderen kørte pakkerne hjem. Vi fik oplyst, at turen kun var ca 3 minutter (i bil, fik vi senere af vide) – så vi gik (og gik og gik og gik og gik og gik og gik og gik) med børnene mod deres hjem og blandt andet så dette fantastiske bygningsværk.

Pludselig siger en af pigerne noget i stil med “Ja, man skal passe på når bussen kommer!” og dén bemærkning studsede vi naturligvis over og fik tolken til, at spørge hvad hun mente med det. Pigen svarede “Far og mor siger, at når bussen kommer, så skal vi løbe ind i huset”. Det var på mange måder rystende, at høre dette fra en lille pige. Efter noget tids snak fik vi, også via tolkenes egne oplevelser, følgende billede stykket sammen:

Med jævne mellemrum kommer der en bus til landsbyen og denne bus transportere nogle sigøjnere, som løber ud af bussen og tager de børn de kan få fat på. Får de fat på et barn, bliver dette slæbt med ind i bussen og kørt væk.

Det var så ubehageligt at høre om – ja, og med garanti endnu mere ubehageligt at leve i – hvordan fanden (tilgiv mit banderi) kan man stjæle andre menneskers børn, det er sq da på ingen måde ok!!!!! Man kan jo kun have de forfærdeligste gisninger om, hvor disse børn ender, for de dukker ikke op hjemme igen!

Stemningen var derfor noget trykket, da vi ankom til den fattige families hjem.

Grundlæggende må man da sige, at set udefra så lever det op til definitionen af et hus og er da i langt bedre stand end det træhus vi mødte på vejen, men så stopper den gode historie vist også der. Hvis man ser bort fra i går i La Mondial, så har jeg aldrig set noget så slemt som dette. Her skal man lige huske, at somrene i Rumænien er meget meget varme og vintrene er meget meget kolde, med meget sne.

 

En kort rundtur i huset – stuen:

 

 

Og for, at vi alle lige er helt enige om niveauet, så tåler stuens varmeinstallation vist et close up:

Det er på ingen måde for, at genere nogen eller på nogen måde såre, men det var sq ikke helt optimalt ……. jeg prøver aktivt, at undgå ordet småklamt, for de gjorde med garanti det bedste de kunne, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville holde længe dér, hverken sommer eller vinter!

Et lille siderum lige efter indgangen til huset, formentlig faderens soveplads.

 

Og endelig køkkenet inkl komfurinstallation baseret på gasflaske:

 

Det er på mange måder ikke nødvendigt, at spinde lange ender om disse uhyrlige forhold, på mange måder taler billederne for sig selv ………….. men det er måske meget interessant, at i disse lokaler du nu har set, der bor: Far og Mor, 5 børn og en kusine med sin baby.

Familien er i gang med, når der er lidt penge, at bygge ud, så de kan få et rum mere, men det tager sin tid og indtil de er færdige, så bliver udbygningen brugt til hundehus.

Familiens økonomi består kun af faderens understøttelse/socialindkomst på 250 lei pr måned samt statens tilskud til børnene, svarende til 210 lei pr barn pr måned. Så husstanden har 250 + (5 x 210) = 1300 lei (= 2.129 dkk) til ALT …… bare for, at sætte ting lidt i relief, så betalte jeg for 6 overnatninger på hotel (ikke et fancy et) 932 lei inkl morgenmad. Skal vi ikke lade den stå et øjeblik ………………

Glæden hos såvel voksne som børn er naturligvis derfor stor, når der kommer pakker fra Danmark.

 

Med ovenstående billeder i hu, og uden at det skal gå hen og blive følelsesporno, så har du nu fået løst dit problem, hvis du ved juletid står og mangler gaven til dem som har alt: Giv dem et medlemsskab af RP92 eller en hver anden hjælpeorganisation, for den sags skyld!

Den skarpe læser sidder omkring nu og tænker, glemte du ikke noget? Vel skal maden ind, men den skal vel også ud og de har jo ikke noget toilet. Jo, det har de så tilfældigvis, men inden du ser dette, så vil jeg bede dig tænke på den koldeste vinter, du nogensinde har oplevet og tænk samtidig din allerkoldeste oplevelse den pågældende vinter – lås disse tanker fast i din hjerne, mens du kigger på dette, deres toilet:

Herefter skulle jeg egentlig fortælle dig om min rejse fra Gavojdia til Lugoj til Timisoara til Wien til København – men på mange måder har jeg mere lyst til, at stoppe her og lade ovenstående besøg i Gavojdia stå uforstyrret i din erindring. Jeg håber, at ovenstående har puffet til et eller andet hos dig og skulle du få lyst til, at fortælle mig om dine tanker om ovenstående, rumænien, egne oplevelser med fattigdom, you name it, så håber jeg du med det samme vil skrive til mig.

Jeg vil om ikke så længe skrive om rejsen hjem ………… pas på jer selv derude og husk, det er kun geografi der gør, at du er hvor du er og de er i Gavojdia, det kunne have været omvendt!!

 

 

 

 

 

 

 

Den sidste hele dag i Lugoj

Som varslet stod denne morgen på tidlig opvågning for, at se om jeg kunne “fange” nogle udeliggere (hjemløse som sover under åben himmel eller på midlertidig tomme steder) på stationsområdet i Lugoj. Jeg var vel dernede omkring kl 06.45, laaaaaaang tid før det blev lyst. Selve stationshallen var skrigende tom, så jeg stillede mig perronen og kiggede på mennesker der skulle på arbejde og havde tændt for kiggeradaren og der måske skulle dukke nogle udeliggere op ved de gamle tog på banelegemet.

Det må have hørt om mit projekt, for der var støvsuget for folk som kunne have min interesse – well, så ikke helt – nedenstående billede af en semisuicidal offentlig fejemand fik da min opmærksomhed og vel tuder togføreren mange mange gange i hornet før han når stationen, så er det da ikke helt skarpt i hatten, at få og feje sporene ;-)


Men det var en fornøjelse, altså bortset fra kulden, at stå på perronen og se dagen tage sin begyndelse for rigtig mange mennesker.


Efter denne kolde oplevelse gik turen hjem til hotellet for, at få lidt morgenmad og lidt varme. Jeg ved godt, at denne Tour godt kan virke lidt om “badeferie uden bassin”, for man har jo “bare” været rundt og kigge lidt og tage lidt billeder. Dette indtryk til trods må jeg fortælle jer, at det har været benhårdt, dagen har typisk varet fra 7 om morgenen til 23 aften og der har ikke været mange minutter i løbet af dagen, hvor man ikke har været beskæftiget med et eller andet Tour-orienteret. Af samme grund var jeg desværre nødt til, at gå op og lægge mig efter morgenmaden, min krop kunne simpelthen ikke mere – jeg gik op og smed mig på sengen og vågnede først 3 timer senere, til høj sol og 24 grader – well, det er da ikke den værste måde at vågne på.

Jeg blev gjort klar til afgang og på vej ud af hotellet møder jeg Sandie og Katja, vi får en lille snak og de spørger, om jeg ikke går med op og sidder og snakker lidt. Joooo, det var da egentlig en god ide – som sagt så gjort – den næste times tid bliver mange ting vendt, rumænienssituationen, projektets arbejde, det at være med for første gang samt mine kommende “projekter” – det viser sig sørme, at Katja har erfaring fra hjemløseområdet, så vi bliver nok nødt til, at snakke lidt videre om dette hjemme i Danmark – lad mig lige benytte denne enestående chance til, at nævne adresse på det kommende hjemløseprojekt, nemlig homeless2014.wordpress.com, kig endelig forbi og husk at signe up som follower ;-)

Nå, det var også ved dette berømte hotelmøde, at Sandie pludselig spørger, om jeg ikke vil med ud til La Mondial. Hun fortæller, at her er det ikke bare fattigt, her er det rigtig fattigt og guess what, selvfølgelig vil jeg rigtig gerne med derud. Dette er måske det break jeg har ventet på. Det er på mange måder rigtig godt, at komme med rundt og se hvor projektet har slået sine folder i mange år og hvor godt det er gået der og hvor stor impact dette har haft de pågældende steder. Det giver dog først mening, når man også har et referencested, hvor der slet ikke er blevet hjulpet eller hjulpet i minimalgrad, så man kan se forskellen mellem de 2 scenarier. Målt i forhold til mit potentielt kommende foredrag, så er der altså heller ikke meget “salg” i “se, hvor godt det er gået”, det har aldrig været en animator for noget til, at tage et initiativ – der virker det nu en gang bedre, at vise folk hvor de har mulighed for, at gøre en forskel og her er La Mondial en ret god case!

Forstå mig nu ret, jeg mener jo klart også, at man skal vise at 20 års arbejde gør en forskel, men hvis mine foredrag samtidig også skal medvirke til, at øge interessen for hjælpeorganisationerne – ingen nævnt, ingen glemt – så er jeg i den grad også nødt til at vise, at der stadig er brug for hjælp herude og her er Lugoj som by en relativ dårlig case i og med, at arbejdsløsheden er så lav som den er (ca 5%), at Kommunen gør nogle ting fx på skoleområdet samt at Banatprovinsen som Lugoj ligger i, ikke er en af de fattigste og i det lys, er man nødt til at søge ud i landsbyerne omkring Lugoj for at se, hvor slemt det står til, når man ikke lige er en del af byens kerne.

Derfor var det en fantastisk oplevelse, at få mulighed for, at komme ud og se La Mondial og ad den vej også se, hvordan arbejdet de øvrige steder gør en forskel – det er jo en af ulemperne ved, at være med i 2012, man aner ikke, hvordan det så ud for 10 år siden og det er en supervigtig pointe for at vise, at hjælpearbejdet gør en forskel og at der bør gøres max for, at dette fastholdes og udvikles.

Her har jeg måske foregrebet kronologien i dette indlæg, men det håber jeg I vil tilgive!!

Inden vi skulle til La Mondial skulle Sandie ordne nogle ting og jeg skulle have noget frokost og købe en enkelt ting eller to til familien i Danmark og her kom det mig til stor gavn, at der jo som bekendt er marked i byen for tiden ;-)


Det lykkedes mig både, at få opsporet nogle gaver (mmmmm hemmeligt, man ved aldrig om de læser med), men også at få opsporet noget frokost. Markedspølse med franskbrød – let røget, grovhakket, langtidsgrillet fætter – fantasisk!!


Bedst som jeg har spist og skal videre, er der en gut der, uagtet hans balanceproblemer, hiver fat i mig og med et stort godmodigt blive brøler noget med foto og da jeg lige har overskuddet dér, så peger jeg kameraet mod ham og han bliver mægtig glad, da han er foreviget – han kan med garanti ikke huske det i morgen, men jeg tror jeg i nogle timer var hans bedste ven ;-)


Jeg mødtes med Sandie ved Casa Clementina og herfra tog vi en taxa sammen med tolken Claudia til La Mondial.


La Mondial ligger ca 10-15 minutters kørsel fra Casa Clementina og er en lille landsby delt af en vej, hvor husene ligger i små gader. Husene er bygge af “det man har”(tm) og området er ikke helt ufarligt at bevæge sig i. Min funktion er derfor også lidt 2 delt, den er at få taget nogle billeder, nogle af disse til mig selv, andre for Sandie, men min funktion er også, at være så’n lidt ballastagtig, så der ikke er nogen i La Mondial, som får alt for gode ideer. De skulle bare vide, hvor mucho mucho farlig jeg ikke er ;-)

Uagtet den ekstreme fattigdom herude, så er stemningen rimelig rar og folk smiler, men skuler også lidt til mit kamera, som hænger ved den ene hofte. Det ligger lidt i luften, at afstanden mellem smil og knurren kan være kort.

Vi besøger familien – I har set billederne i et tidligere blogindlæg – og jeg må erkende, at jeg skulle arbejde lidt med ikke, at blive for følelsesmæssigt påvirket af situationen. Tilgiv mit franske, det er sgu helt af helvede til derude. Somrene i Rumænien er supervarme og vintrene er superkolde, med megen sne og jeg kan slet ikke se, hvordan overlevelse er muligt derude. Husene er ikke isolerede, dørene slutter ikke til, gulvene har ikke tæpper eller anden isolator, der må grundlæggende bare være så p*ssekoldt om vinteren, at det bare ikke er spor sjovt. Og så sidder hun der, den unge mor med sin baby, og smiler lidt forlegent over den opmærksomhed vi nødvendigvis udgør. Havde jeg vidst hvad jeg ved nu, så havde jeg nok gjort mere ud af at lære rumænsk og i bedre tid forsøgt, om jeg ikke kunne komme ud i La Mondial og bo nogle dage og dokumentere, hvordan dette områdes beboere har det, såvel fysisk men også hvordan man bliver påvirket på psyken af, at leve under så dårlige kår.

Vi var i La Mondial i ca en time og da der blev ringet efter en taxa til os, så blev vi venligt mindet om, at vi bare skulle vente i huset hos familien og så skulle de nok følge os op til hovedvejen og taxaen – jeg tør end ikke tænke på, hvorfor det nu lige skulle være sådan …………. de har nok haft deres grunde!

Vel ankommet tilbage på hotellet havde vi lige en times tid inden vi skulle ud og spise. Turen til restauranten gik via det berømte marked, hvor der også var danseopvisning – hold da fest, hvor ville jeg gerne have en cd med deres dansemusik, der var godt nok ambient gang i gaden ;-)


Vi har et stort hold ude og spise, 5 voksne og 4 børn, nogle fik mad, andre fik salat, nogle skulle bare have en is osv, men alt i alt for alle os 9 blev det 142 lei, svarende til ca 230 kroner. Tolken kunne ikke helt forstå, at vi var nogen der grinte lidt da regningen kom, men det gav bedre mening for hende, da vi forklarede hende, at en pizza på en restaurant i Danmark snildt kunne koste hvad der svarer til 40 lei og så kunne hun godt se det sjove.


Efter middagen skulle ungerne ud og muntre sig på markedet og jeg skulle ned og købe de berømte fisk fra dagen før, da Victor (Katjas søn) og jeg havde aftalt, at hvis han spiste fiskene, så skulle jeg nok betale (de 6 lei) for dem. Det var dog vigtig for Victor at understrege, at det kunne jo godt være, at han kun spiste én – vi blev enige om, at bare man prøver, så er det fair nok – knægten holdt ord!!!! Han er sq sej – hans mor var på ingen måde vild med fisken, men knægten konstaterede tørt: “Jaaa, hvis de bare var halvt så salte, så ville det være ok” ;-)


Her ses Nicoletta til ventre og Victor er nummer 2 fra højre – jeg har ikke helt styr på navnene på de 2 andre, men det er Katjas rumænske dreng og hendes brors ditto ……. som jeg husker det ;-)

De fester sikkert stadig – jeg er på hotelværelset og skriver og skriver. Jeg skal om lidt igang med at pakke kuffert, for i morgen går turen mod Danmark. Jeg glæder mig til, at se min dejlige Hustru og mine egne børn, som jeg nu ikke har set i mange dage ………. nå ja, jeg glæder mig selvfølgelig også rigtig meget til, at se min lille hundehvalp, 12 uger gamle Boris, den lille lækre brune labrador ;-)

Jeg skal være på Casa Clementina kl 13:30 og inden da skal jeg til Gavojdia og se pakkeudleveringen og MÅSKE, hvis jeg kan finde en tolk besøge nogle fattige som bor i en stald tæt på Gavojdia ………..

Dagens afslutningssætning kan næsten ikke være anden end:

Kære alle, pas godt på hinanden og det i har – der er mennesker i verden som har langt mindre end I tror er muligt. Del af det i har, om det så måtte være penge, ting eller tid – det kan gøre en stor forskel for nogle andre på denne lille klode.

Sov godt!

Location:Lugoj,Rumænien

La Mondial, et besøg burde være obligatorisk!!!!

I Danmark, som i højere og højere grad aspirerer til, at være et verdenssamfund, såvel kulturelt som etnisk, taler vi jævnligt om, at vi har det så og så hårdt og at det også er for dårligt, at samfundet ikke i højere grad gør dette eller hint. I kender debatten, hvor “velfærdssamfundet” bliver sagt for hver anden sætning.

Jeg kan sagtens forstå debatten, men må også erkende, at det virker som om, at det danske samfund er kammet en smule over og er gået fra “more for less” til “even more for lesser or nothing” og hverken politikere eller “folk” holder sig tilbage med sætninger a la “i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med, så …………” you know the drill. Og så er jeg tænker, måske sammenligner vi os med de forkerte?

Bare forbi et andet land har nogenlunde det samme BNP som os og nogenlunde det samme værdisæt betyder da ikke, at vi ikke allesammen kan være HELT galt på den. Bare fordi 10 millioner mennesker siger det samme, så det betyder det da ikke at de har ret! Det betyder bare, at de siger det samme og dermed er enige om et givent udsagn. Men dette udsagn oprinder jo fra den base man selv kommer fra og fra de påvirkninger man har været udsat for gennem sin opvækst og sit liv. Nogle skærer enderne af skinken fordi det har man gjort i 2 generationer, men man ved ikke, at oldemor gjorde det fordi hun ikke havde en større gryde. Andre stemmer på det samme parti som familien altid har gjort, for det er nok det bedste. Jeg siger IKKE, at folk er dumme og ikke kan tænke selv, jeg siger blot, at der er mange grunde til vi gør som vi gør og siger som vi siger og det er ikke dem alle som er et produkt af en selvstændig reflektion!

Bevares, jeg vil da også gerne have max for mine skattepenge, det vil alle vel grundlæggende, men det går galt, når vi begynder på det store sammenligningshelvede.

Jeg har i dag været i La Mondial og jeg vil godt satse min fulde førlighed på, at hver eneste af dem som bor her med GLÆDE ville arbejde som fiskebensudtrækker på en fabrik, betale mere end 50% i skat OG bo i noget grimt beton i forhold til den virkelighed DE lever i! Så måske skal vi ikke altid sammenligne os med dem som har det bedre, måske skal vi også prøve, blot en gang imellem, at sammenligne os med dem som har det værre.


Jeg var afsted med Sandie og en tolk (Claudia) ude og besøge en meget ung mor, som boede sammen med sin familie (3 søskende + kæresten + sin mor + sin baby fra februar) på vel i alt 30m2 – I kid you not – 30 kvadratmeter. Lad os lige ganske kort løbe lokaliteterne igennem:


Stue med 2 senge, hvori der sover 2 “voksne” i hver.


Det der var bag mig, da jeg tog billedet med sengene – bemærk her også varmekilden, et brændefyr.


Sluttelig køkkenet, hvor den unge mor, kæresten og deres baby sover – her er vel i området af 2,5 x 2,5 meter – de har et elektrisk komfur i deres entre som der laves mad på, så komfuret i højre side af billedet fungerer mere som opvarmningskilde end komfur.

Forhåbentlig kan I se min pointe?!

Jeg er helt med på, at der ligger et ansvar i, at “tillade” at ens barn får barn som måske 14-15 årig. Men vi er omvendt nødt til at være skarpe på, at i dette miljø der handler dagligdagen altså mere om, at skaffe/få mad end om, at samtale om prævention. Man kan næsten sige, at den Lomborgske teori vedr. Afrika nemlig, at de er hylende ligeglade med miljøet passer rimelig godt her og er i min bog iøvrigt fint understøttet af Maslows behovspyramide, at man da naturligvis ikke kan “interessere” sig for højere liggende problemstillinger så som miljøet, prævention, politiske forhold mv mv, når de lavere liggende behovslag endnu ikke er opfyldt, så som tryghed, mad, varme mv mv.

Så jeg synes, at man INDEN man næste gang kaster jeg ind i en længere “hvad har jeg krav på”-debat, lige bør skænke børnene fra La Mondial en tanke og måske overveje, at hjælpe dem lidt fremfor blot, at kræve ind igen og igen og igen.

Jeg siger ingenlunde, at man ikke skal have det man retsligt er sikret, selvfølgelig skal man det, men tænk lidt på disse børn inden du skulle få tanken at spille uretfærdighedskortet ……………… vi har så meget meget mere end vi normalt går rundt og er bevidste om!

Take care out there!

Location:Lugoj,Rumænien

Kød, Fisk og masser af fugle, en slags animalsk kinderæg ;-)

Et billede siger mere end 1000 ord og kan fortolkes på lige så mange måder:


Nogle vil her se, at der passes godt på en fodboldbane, andre vil se at børn forhindres eller reguleres i, at få motion når de har lyst. Det ene er ikke mere sandt end det andet, for jeg kender ikke årsagen, men må bare konstatere, at der var låst ind til “fodboldbanen”.

Og hvad laver jeg så ved et låst gitter ind til en fodboldbane i den opstående morgensol?

Jo, jeg fik i dag mulighed for, at besøge en Rumænsk skole og det var en ganske særlig oplevelse.

Jeg talte forleden med Sandie Lie som er her i Lugoj for, at besøge sit Rumænske barn Nicoletta og pludselig siger Sandie, at hvis jeg har lyst så kunne jeg da være med til, at følge Nicoletta i skole og se hvordan en sådan ser ud. Sådan en mulighed kan kun have ét svar: JA!!!!

Som sagt så gjort, kl 7.40 mødtes vi og begav os på vej mod skolen. Skolen ligger tæt på børnehjemmet F1.


Lydtrykket på alle skoler er højt og her er den Rumænske skole ingen undtagelse – hold da fest, der var gang i butikken og der blev ikke mindre gang i butikken, når der pludselig var gæster på besøg ;-)

Og vel var drengene aktive og løb rundt, men det var ikke det som trak mest opmærksomhed, næh det var såmænd en pige, som i den grad havde fået sat sig i respekt hos drengene og hvis de lige skulle glemme det, så var hun ikke sen til, at dele gummimadder ud. Der var mere end én ungersvend der fik en på kassen, så det kan godt blive farligt, hvis den unge dame senere i livet bliver udstyret med kagerulle, kasserolle eller andet håndværktøj.

Nicoletta skulle i dag i computerrummet og det var med holdte åndedræt, at jeg gik ind i dét rum. Man har jo et vist forhold til computere, så da jeg ikke ville traumatiseres af synet af mere eller mindre stenalderagtige computere, så tog jeg en dyb indånding og gjorde mig klar til chokket og overrasket blev jeg:


Det var nyere maskiner med windows 7 – se, det var jeg ikke forberedt på. Om det er donerede pc’ere eller kommunen har haft gedeskindet fremme vides ikke, men det er da betryggende at opleve, at de får et rimeligt kendskab til nutidig teknologi i forbindelse med undervisningen – dét kan aldrig skade!

Nicoletta var naturligvis ikke helt tryg ved mig og forståeligt nok, hun har aldrig set mig før. Så meget desto sjovere var det, da Sandie kommandere “Poza” til alle ungerne, hvilket betød at de skulle stille op omkring mig, så hun kunne tage et billede. Der var i denne situation slet ingen tvivl om, hvem der havde retten til, at stå ved siden af mig og denne ret blev der så sandelig gjort hævd på! Nicoletta skulle stå ved siden af mig, det var så ganske sikkert …….. så lidt ok har jeg åbentbart været ;-)

På vej hjem fra skolen fik vi øje på den skønneste kuffert liggende på nogle skraldespande – desværre tillod tiden ikke den store legen med opstillingen, men I skal da ikke snydes af den årsag:


Hjem på hotellet og få en hurtig gang morgenmad inden turen gik mod børnehjemmet i Recas.


Processen var den samme som de øvrige gange: Bære kasser, kiggen omkring og udlevering af personlige pakker. Så ingen grund til, at bruge mange ord på dette, men lad os i stedet kigge på lidt billeder derfra:


Og sluttelig et entydigt bevis på, at hjælpen faktisk når HELT frem til modtageren – Coop majs en masse:


Herfra gik turen videre til Kollegiet i Timisoara – der blev slæbt og der blev slæbt, alle pakker skulle til 3 sal:


Alle hjalp til efter bedste evne, men jeg tror ikke der er nogen der vil være uenige med mig i, at de gæve chauffører gav den som vanligt en ordentlig skalle – vildt imponerende som de har energi og gåpåmod!!!!


Og fulde af spas er de også ;-)

Vel hjem kommet til Lugoj kastede jeg mig ud i endnu en gåtur. Jeg havde hørt, at sydøst for byen skulle der være et området, som der holdt flere hjemløse til i. Så der måtte jeg ud og kigge, men uanset hvor meget jeg ledte og kiggede i meget afsides områder, så fandt jeg aldrig en eneste hjemløs – men jeg mødte Adrian.

Adrian er en dreng på ca 10-11 år og han kommer pludselig cyklende der hvor jeg går og spejder efter naturboliger. Han kigger på mig da han cykler forbi og jeg smiler til ham og siger “Buna” og han svarer “Buna” og cykler videre. Pludselig vender han cyklen og kommer tilbage og spørger henkastet “English?” og jeg fortæller ham, at jeg kommer fra Danmark og pludselig står jeg med en dreng, som rigtig gerne vil snakke, så det gør vi. Han er på vej til et fodboldstævne og det glæder han sig til. Jeg tilbyder ham en pakke tyggegummi og han siger glad tak – alt i alt en snak som måske har varet 5-10 minutter, men den var rigtig rar. Adrian fortalte også, at stævnet skulle være ude på stadion, så da jeg senere gik forbi derude kiggede jeg lige ind og så også Adrian tonse rundt og spille bold og først der lægger jeg mærke til, at han mangler 1/3 af den ene arm. Det må man sige, det tyngede sørme ikke knægten – forhåbentlig får han gennem livet kredit for sit gåpåmod, det fortjener han.

På vej til den modsatte ende af byen, hvor jeg havde hørt at hjemløse skulle holde til på banelegemet får jeg brug for lidt sødt og går ind i “Penny Market” som jeg møder på vejen. Her bliver jeg stoppet af en vagt, som på fingerrumænsk fortæller mig, at man ikke må have rygsæk på ind i supermarkedet, men at han nok skal passe på den mens jeg er der inde.

Se, her er 2 muligheder: Enten er det en super service eller også er jeg en lallende dum turist ……… okay, inden du kommer for godt igang, så lad mig lige konstatere, at det var en super service.

Ude mod vest trak jeg også nitten, ingen hjemløseboliger at spotte, men der var en fantastisk udsigt og nogle fantastiske lokale oplevelser på vejen.


Som I kan se, så var det en fantastisk eftermiddag og da jeg landede i mit hotelområde, så var der også her linet op til fest:


Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været ude ved stadion og spise Sarmales, men disse boder fristede så meget, så Sarmales må blive i morgen og dermed også mit sidste aftensmåltid i Rumænien, måske egentlig meget passende ;-)

Men hvad fik jeg så i stedet? Hold på hat og briller – jeg fik kød og fisk:


Kødstængerne fortalte Mr Stefan mig om forleden og fiskene, ja det var der bare og så skulle de da prøves. Man fanger vist bedst fiskestemningen ved et closeup:


Jeg tror nok, at det er meningen de skal spises til øl som snacks, men jeg drikker ikke øl, så jeg måtte nappe dem on the rocks. Jeg har det nok med disse som jeg har det med komavesuppe, får jeg det som forret en dag jeg er ude hos “nogen”, så skal jeg nok spise det smile og være glad, men jeg bestiller det nok ikke selv igen ;-)

Efter planen skulle jeg i morgen på tur til Timisoara. Dette har jeg fravalgt alene af den grund, at det er tidsmæssigt for dyrt og i en by med 750.000 indbyggere vil jeg ikke få hverken viden eller billeder som kan berettige, at jeg bruger det meste af en dag på det. Så i stedet vil jeg prøve at komme meget meget tidligt op, før solopgang, så jeg kan være nede på stationen når denne står op, da der på dette tidspunkt skulle være mange overnattende gæster. Om jeg nu også magter at komme så tidligt op, det må tiden vides – hvis sandheden skal frem, så bliver min krop godt brugt at al denne vandren, så det er også muligt, at jeg ikke evner, at tænde for bevistheden når uret ringer klokken kvalme ;-)

Nå ja, jeg fik i dag af vide, at Mr Stefan kan køre mig til lufthavnen på Lørdag, super super dejligt, så skal jeg ikke tænke mere på det.

Et billede til afslutning:


Sådan ser det ud, når fuglene i Lugoj drager hjem for natten – det er vildere end “Fuglene”, når de flyver i bølger ind over byen ;-)

Sov godt alle ;-)

PS
Beklager hvis dette indlæg ikke lever op til standard – jeg er endnu en gang umådelig træt, så valget stod mellem lidt lavere standard eller intet blogindlæg og så valgte jeg …….. well, you get the picture ;-)

Location:Lugoj,Rumænien

Casa Clementina, Gavojdia, CP11, Casa Flora og Ældrecentret

Endnu en lang dag er ved, at tage sin afslutning og det må siges, at have været en dag med mange indtryk, som alle på hver deres måde er noget man tager med sig hjem ……….


Ovenstående billede er fra Gavojdia, som er et børnehjem for børn fra 2-3 års alderen og opad. Børnene var i skole da vi var der og derfor var der kun tale om aflæsning af en masse pakker til disse. Udleveringen af pakker sker på lørdag og jeg håber at kunne nå at være med, inden jeg skal hjem til Danmark igen.

Når jeg skriver en masse pakker, så mener jeg “en masse pakker”!!

Sådan så der ud da vi kom:


Og sådan så der ud da vi kørte:


Det er i min verden en pokkers masse pakker!!!

Mens vi var på Gavojdia fik jeg mulighed for, at se lidt af stedet – hermed i udpluk:


Nu kunne der godt ske dét, at du sidder og tænker: “Jamen hallo, de har det da fint og der er da intet behov for hjælp. Det er da skrømt og løjer hvis de piver, de skal da bare tage en ekstra trøje på og rulle ærmerne op!!!!”

Her må jeg så lige bringe i erindring, at det du ser her er resultatet af 20 års hjælpearbejde og havde dette ikke fundet sted, så havde de forsat rullet rundt i eget møg og spist kold mudder til morgenmad – godt skåret naturligvis. Det er derfor supervigtigt, at hjælpen forsat kommer hertil og dette gerne i en grad, hvor flere områder kan hjælpes.

Jeg vil prøve når jeg er hjemme, at få skrevet mere om hvad disse institutioner er for nogle størrelser, men lige nu er det arbejde alt for omfattende ift den forhåndenværende tid og tro det eller ej, uagtet at jeg ikke er slowwriter, så tager disse blogindlæg typisk et sted mellem 1 og 2 timer at skrive i træt tilstand ;-) Det var ikke en klagesang, bare en konstatering af fakta ……….

Jeg har i dag lært en anden side af “vilde” hunde at kende. Med “vilde” hunde mener jeg ikke så’n rigtige vilde hunde, men mere “ikke kæledyrs hunde”. Den ovenfor er et rigtig godt eksempel på en hund fra Gavojdia, som løber rundt som det passer den, men den får også lov til, at hænge ud på børnehjemmet og den er grundlæggende rigtig sød og rar, så længe man ikke er bil, for dem kan den godt nok ikke lide.

Dagen bød også på et kort besøg på Casa Clementina (I husker, derfra hvor Mr Stefan kom) og jeg fik hilst på stedets leder, som spottede mig I mængden og sagde “Ohhh, you must be Mark” og hun nød synet, da jeg så mega desorienteret ud og grinende konstaterede “We do have internet” ;-) Mr Stefan var desværre ikke på arbejde og alle “ungerne” var enten i skole eller på arbejde, så også her var det ren aflæsning.

Nu får jeg det til at lyde som om, at jeg har svinepuklet hele dagen, men det har jeg ikke – min klare mission i det her game er, at få taget nogle billeder der kan bruges ifm kommende foredrag og det er hér mit arbejde for denne sag ligger.

Dagens tur bragte os også til CP11, CP11 Adult og In the back – “desværre” et sted med 100% fotoforbud, hvilket jeg sagtens kan forstå og samtidig finder problematisk, da det klart også er denne historie der bør og skal fortælles, understøttet af billeder.

CP11, CP11 Adult og “In the back” er samlet ét sted. Det er et sted for anbragte børn med forskellige handicaps, såvel fysiske som psykiske. Forskellen på CP11 og CP11 Adult er “bare” alderen på beboerne, hvor “In the back” (som er den fysiske placering på grunden) er for de virkelig hårde tilfælde, som man kunne få indtrykket af er gemt væk, da det virkelig ikke er for sarte sjæle – vi taler her stærkt funktionshandicappede med et eller flere handicap kombineret med psykiske udfordringer enten genetisk betinget eller historisk betinget.

Jeg vil lov til, at tage et enkelt billede på CP11 Adult af et af beboernes rum:


Og ja, her ser da pænt og velordnet ud – men hvis der havde været mennesker på dette billede, så havde du fået et helt andet indtryk. Under hele opholdet var beboerne ultra hypet, de kørte i et virkelig højt gear og det tog mig lidt tid at finde ud af, om det var deres psykiske lidelse der kom til udtryk eller noget andet. Det viste sig, at det høje gear skyldtes vores tilstedeværelse, da vores besøg var/er et af de 2 højdepunkter på et år, hvor de får noget ekstra i forhold til deres daglige behov. Pakkerne hertil Adult indeholdt fx en lille pose chips, hårshampoo og andre fornødenheder. Beboerne fik også personlige pakker fra deres danske “familier”. Beboerne på CP11/CP11 Adult går meget meget tæt på, de har ikke den normale “respektafstand” og måske som følge af deres udfordringer, så er de bare så “glade” at det løber over for dem. For en som mig, som har svært ved at læse “sådan nogle mennesker” og på mange måder er tilbageholdende, privat og tænkende omkring regler og ikke så såre andre mennesker. Så er det sq svært, at stå overfor en med psykiske problemer, der på Rumænsk er ved at fortælle sin livshistorie og hvor glad vedkommende er for at se dig og du fatter bare hat og bjælde – de gør mig ked af det, for jeg føler på mange måder, at jeg skuffer et menneske, som i den grad ikke har fortjent at blive skuffet igen. Her må jeg sige, at flere af mine medbesøgende takler dette på en måde som jeg kun kan have forbilledlig respekt for. De lytter til historien og smiler medfølende og siger nogle pæne ord på dansk og på en eller anden led når det i mål på den anden side. Jeg forsøger at lære det, men det er dælme svært for mig – lige så svært som det også er for mig, at tage billeder af fremmede mennesker på tæt afstand. Jeg føler jeg overskrider SÅ mange personlige grænser ift dem jeg tager billede af, men jeg ved også godt, at jeg er nødt til at lære at sætte mig ud over dette og gøre det, for uden dette vil jeg ikke være i stand til, at tage de billeder som gør, at jeg kan gøre en forskel. Men det betyder ikke, at det er nemt!!!

Dagen bød også på et besøg på Casa Flora, mødrehjælpen også her blev der slæbt pakker, men stedet bød også på mulighed for, at sidde lidt ned i skyggen og tale med de andre.


Turen gik herefter retur til Lugoj og til en velfortjent frokost ………


Under frokosten på “Cafe Lord” – en Rumænsk fastfood joint – faldt snakken på Ældrecentret, hvor vi var flere der ikke havde besøgt dette. En hurtig beslutning blev truffet og efter frokost (ja ja, kl var vel 15), drog vi 3 personer ud til Ældrecentret for, at kigge på dette.


Aldrig er jeg blevet mødt med så stor åbenhed og velvilje – personalet, som tilgiv mig, ikke forstod et pløk engelsk, forstod hurtigt hvad vi ville og viste os beredvilligt rundt. Jeg spurgte, om jeg måtte tage nogle billeder (man peger på kameraet og siger “picture ok?”) og de slog ud med armene signalerende “knock you self out”, “tag billeder til du får krampe i fingeren” og med det afklaret, blev vi vist rundt.


Jeg må sige, at jeg er fuld af beundring for én fra vores lille trio (hun er her sammen med en beboer), med få tyske ord og fagter formåede hun, at kommunikere med såvel personale som beboere i en grad, hvor alle følte sig hørt og forstået.


Efter ca 45 minutter på Ældrecentret drog vi afsted igen, tilbage til vores hotel for, at få en smule hvile inden aftenprogrammet.

For at sige som det er, når man som jeg har en drøm om, at spise Rumænsk mad (= aftenprogrammet), så bliver man slemt skuffet, når det mest Rumænske man kan få er Pizza og Schnitzel – det fungerer ikke for mig – og det er da alment kendt, at jeg er meget meget glad for pizza, men sq ikke her i Rumænien, der VIL jeg altså have noget andet, men det er dælme svært at finde.

Efter aftenens kulinariske lavpunkt drog jeg på egen hånd hjem mod hotellet – jeg valgte at gå alene for, at få lidt luft, tænke lidt samt tage lidt aftensbilleder:


Med disse billeder vil jeg byde jer alle godnat – klokken er ca 23 Lugoj-tid og hvis alt går som det skal i morgen, så starter dagen tidligt med besøg på den lokale station, idet mange angiveligt overnatter dernede. Derefter skal jeg sammen med Sandie og Ovi følge deres Rumænske barn Nicoletta i skole og se, hvordan en sådan ser ud. Derefter hjem og spise morgenmad for så at tage på dagstur med “Rumæniensprojektet af 1992” – støt dem nu, ikk!!!!!!!

Noapte buna
(Godnat)

Location:Lugoj,Rumænien

Måske så jeg en hund dø i går

Uagtet den dramatiske titel, så begynder vi med noget rart og pænt ;-)


Billedet viser Terra og The Dane on Tour – Terra er mine støvler, som jeg er vældig vældig glad for. Jeg har i dag fundet ud af, at 2 par strømper fungerer bedre end et og giver en bedre gang. Støvlerne står umådelig godt fast, er superbehagelige i mange mange timer og jeg har her til aften fået bekræftet, at de ér 100% vandtætte …………… her er vi ved Timis-river i Lugoj.

Jeg var som bekendt meget træt i går og nogle gange skal ting måske også have sin tid til at bundfælde sig, men jeg tror faktisk, at Mr Stefan og jeg så en døende hund i går. Vi kom kørende i en af de mindre byer og pludselig ved et busstoppested var der en masse mennesker forsamlet – min antagelse var, at de venter på bussen. Som vi kommer tættere på viser det sig dog, at de alle står og kigger på en mindre hund, som står midt på vejbanen og vibrerer/ryster/kramper i hele kroppen med fråden løber ud af munden på den og ned på vejbanen. Vi taler ikke om nogle små dryp, snarere i omfanget “det løb skummende ud af munden på den”, det var forfærdelig at se og i dag tænker jeg lidt, at det måske havde været bedre for alle parter, hvis den havde fået et ordentlig puf med venstre forskærm?! Det var i hvert fald helt tydeligt, at ingen af de omkringstående havde tænkt sig at gøre noget, da det tydeligvis var en gadehund og disse har status lige som rotter, en død hund er en gadehund mindre. Fair nok, den ville givetvis også have bidt fra sig, hvis nogen havde nærmet sig ……….. stakkels hund, jeg ved det lyder poppet, men jeg håber sq at det er gået hurtigt for den og den nu er i den rare hundehimmel, hvor alle hunde er velkomne og har det godt. Faktisk ekstra hårdt at tænke på, når man har i mente, at vi mistede vores dejlige elskede familiehund gennem 12 for kun nogle måneder siden ……………

Gadehunde er i Lugoj et mindre problem. Mr Stefan fortalte mig, at den lokale hundefanger havde mere en 400 hunde i opbevaring og problemet derfor var stort set ikke eksisterende. Det må siges at være sandt, jeg har mødt i alt 5-8 hunde og hvis ikke de selv har holdt afstand, så har de haft fantastisk respekt for min dog-repeller.


Jeg havde ingen aftaler i dag – well, det har jeg faktisk slet ikke resten af ugen, men det ændrer sig forhåbentlig – så i dag var “Store Lugoj vandredag” og jeg skal love for, at jeg har fået vandret (nej hvor sjovt, man staver vandret på samme måde som vand-ret), måske også en smule over evne.

Jeg har været stort set overalt i byen og set Kirker, besynderlige huse, mennesker, heste, ældre karakterfyldte mennesker, unge med sidste mode og en enkelt kirkegård.


Jeg tog afsted kl 8.30 og gik uafbrudt i ca 3 timer, så et smut hjem på hotellet og lige hvile benene lidt, mens der blev blogget. Så ud på gaden igen og få lidt frokost – en Rumænsk fastfoodburger, jeg har aldrig tidligere forstået hvad min hustru har ment med dårligt kød, det ved jeg nu!!! Burgeren var iøvrigt stedt til hvile på stegte pommes frites, meget mærkeligt – og så videre til den lokale station og opleve livet der.


Billedet af det blå tog er et resultatet af lidt skinnekrydsning (kun en 5-6 spor), men det er helt normalt her, det gør alle – lidt ligesom når man ser dokumentar fra Indien, folk vaaaaaaaader rundt på sporene, nogle samler affald, andre samler flasker og nogen tager billeder af gamle togvogne.

Ud og se det lokale stadion, hvor jeg iøvrigt også fandt en Lidl, ja man tror det jo ikke ;-) Jeg backtrackede ned til Timis, til det område hvor folk bader når det er rigtig varmt og dér kunne jeg godt fornemme, at mine ben (og krop) var mere ødelagt end først forventet og jeg havde dælme også glemt væske på hotellet. Her kunne jeg desværre godt mærke, at der kun var en vej frem, hjem til hotellet ad kortest mulige vej. Som sagt så gjort og vel landet i en lænestol på værelset gik jeg ud som et lys og sov en times tid eller halvanden.

Det er lidt bekymrende, at jeg ikke har hørt noget fra RP92 – jeg har mødt nogle enkelte af dem, men ikke nogen der vidste noget om hvor og hvornår, men jeg håber da, at jeg skal på tur med dem i morgen ellers begynder det lidt, at lugte af semifiasko – meeeeeeeen, jeg er forsat positiv og fortrøstningsfuld!!!!!

Nu har jeg i et tidligere indlæg skrevet lidt om det dejlige ved, at have ro og tid til eftertænksomhed. I dag måtte jeg dog også sande, at det også kan være rart, at tale med nogen – jeg har været 10-11 timer på gaden i dag og reelt ikke talt med nogen, det har i perioder været rart og i perioder ganske hårdt. Mest hårdt når man er træt naturligvis. Derfor glæder det også super meget, når der kommer små hilsener fra Danmark i forbindelse med disse blogindlæg – nogle af disse kommer på Facebook, andre på sms og email og andre igen via Linkedin – superdejligt, tusinde tak for alle jeres søde, støttende og opmuntrende bemærkninger!!!


Bare så I får en lille pause i læsningen ;-) Dette er ikke et palæ, det er bare et sigøjnerhus!

Mens dette indlæg skrives sidder jeg og tager backup af mine billeder – på 2,5 dag er det blevet til 815 stk, hvoraf en god håndfuld sikkert skal kasseres. Som I måske har bemærket, så er der en gang imellem nogle teknologiske udfordringer med dobbelt blogindlæg, indlæg der ikke kan læses hvis man trykker på et emaillink osv – det beklager jeg naturligvis tusindefold, men når man er OnTour, så er det forhåndenværende søms princip, hvorfor software, internet osv nogle gange kan drille lidt – jeg håber I overlever uden at miste interessen?!

Sluttelig, så har jeg vist været en skurk i dag, men jeg var det altså i den bedste mening!!!!!

Som nævnt regner det i Lugoj og efter min aftensmad og min regnvejrsgåtur hjem ville jeg gerne foretage mig et eller andet. Der er ikke et samlingssted på hotellet, så der kunne jeg ikke søge hen, så jeg tænkte ved mig selv: Jeg smutter ned i det nærmeste supermarked og tager nogle referencebilleder som jeg kan bruge til evt. senere kommende foredrag, hvor jeg med disse billeder får dokumentation for prisniveauet på fødevarer. Meeeeen, det må man sandelig ikke i Rumænien uden en tilladelsese (mmmm, i know), godt som jeg er i gang med, at tage billeder af konservessektionen kommer der en vagt stormende og bjælder op om et eller andet. Han så sindsyg sjov ud i hovedet da jeg spurgte, om han talte engelsk og så skulle han lige have fat i 17 årige Alban som skulle belære mig om, at det måtte man sandelig ikke. Se, nu kommer skurkeriet – jeg skulle jo finde på noget – så jeg kom vist til at sige, at jeg skrev på noget materiale om de rumænske leveomkostninger og derfor bare skulle bruge nogle data …… det er jo næsten delvist sandt. Men der var ingen kære Rumæner der, niks biks, og jeg kan da love for, at jeg var under overvågning derefter og dette til trods for, at jeg både undskyldte og pakkede kameraet ind under jakken, så de kunne se at det var heeeelt væk.

Se, hvad den kære lille sømand …….. øhh købmand dog ikke bad mig om, det var at slette billederne, så værsgo hermed lidt illegalt materiale og kig nu ikke på priserne, da de er meget MEget MEGEt MEGET hemmelige:


Ohhhhh, me vevvy vevvy bad boy – undskyld Mor, jeg gør det ikke igen ;-)

Sluttelig et rart billede, som kunne være fra frilandsmuseet:


Pe curând

Location:Lugoj,Rumænien

Komavesuppe, det nye sort eller bare helt sort?

Ja, så kom måltidet hvor det skulle prøves, måltidet hvor Danskeren skulle spise den Rumænske mad som damen angiveligt ikke havde (Nye læsere: Se tidligere blogindlæg), måltidet hvor det skulle vise sig, om Komavesuppe (Ciorba de Burta) er og blive det nye sort, fremtidens sushi eller om det bare er helt sort at spise – well, fik en gang blækfisk i Venedig og SÅ sort kan det næppe blive – og dermed noget som aldrig aldrig aldrig mere skal gentages.


Sådan ser dyret ud og lad det være sagt med det samme, den skal spises på samme måde som Ukrainsk kyllingesuppe – he he, det kan I garanteret ikke huske hvordan man gør ;-)

Lad mig først konkludere, at Gasthaus Edward laver en ganske udmærket suppe, faktisk fik jeg også en fornuftig (grænsende til god) Pizza hos dem i går og efter suppen i dag fik jeg en Pasta Carbonara, den kunne måske godt lige bruge en opstramning, men det var en fair og ok pastaret – med det ønsker jeg blot at sige, at deres niveau er så ganske rimeligt og prisen følger ikke med op. Kan I se det derude, jeg aspirere til at blive verdensmadanmelder – spørgsmålet er så kun hvad titlen på den bog som naturligvis skal skrives skal være, skal det være “Top one hundred places NOT to eat” eller snarere “Go abroad, go crazy, all about food where you never have been!”

Sekundært lad mig konkludere, at det glæder mit hjerte, at man bruger alt fra koen …………. lad mig gætte, nu tænker du: “Så stopper han, dét mente han bare ikke?!”

Skulle man få lyst til selv, at kaste sig over produktionen af ovenstående suppe, så skal man bruge følgende – tilgiv den manglende oversættelse:

– 1,5kg of Tripe ( You can get it in a supermarket and it is precooked)
– 1 Carrot
– 1 Parsnip
– 1 Onion ( we usually use brown onions )
– 6-7 Cloves of Garlic (adjust this quantity according to taste)
– 450 ml of Heavy Sour Cream
– Salt
– Pepper
– Thyme
– 1-2 Bay Leaves
– 1 Pickled Red Bell Pepper
– 1 Tablespoon of sunflower Oil
– About 3l of Water
– 1 Teaspoon of Vinegar ( Balsamic Vinegar works nicely)

Det mest interessante i ovenstående er “Tribe”, det er det der på dansk heller “Kallun” og hvad er så det for en fisk? Et hurtigt opslag på Wikipedia fortæller følgende:

“Kallun er dyreindvolde generelt eller specifikt den fjerde og sidste drøvtyggermave på et drøvtyggende dyr.

I naturen er det maven, vilde hunde og ulve først spiser på deres byttedyr.
Kallun er en god kilde til protein, fedt og vigtige bakterier. Hunde, som spiser hestepærer o.lign., holder op, når de får kallun.

I Danmark bruges kallun mest i hundefoder. I Østeuropa koger man kallunsuppe til menneskeføde, og denne suppe (på tysk: Kuttelsuppe) er en nationalret i Tyrkiet, hvor den hedder İşkembe Çorbası. Det samme gør sig gældende i Rumænien, hvor en af nationalretterne er komavesuppe, ciorba de burta (direkte oversat egl. blot “mavesuppe”).”

Nå, tilbage til hovedsporet, er det det nye sort, fremtidens Sushi?

Well, kan I huske filmen “Crocodile Dundee” – den allerførste – hvor Mick sidder ude i vildmarken med sit livs udkårne og laver Wallabe til hende og hun spørger “Can you eat THAT?” og Mick svarer: “It tastes like shit, but you can survive on it!” – se, helt SÅ slemt er det ikke, faktisk slet ikke.

Vel har jeg reduceret smagssans, men grundlæggende smager det som en fyldig kyllingesuppe, MEN du skal IKKE spise det som smagen kommer fra. Det er der kun for, at give smag IKKE mæthed – det er i hvertfald min vurdering efter af have spist et par lunser af det – damn, dét er nasty!!!

Summasumarum, regnvejr i Lugoj (det vælter faktisk ned udenfor og jeg sidder på Gasthaus Edward og skriver dette): Var jeg til en fest og blev det budt, så ville jeg ikke løbe skrigende ind til naboen og spise falaffel. Men skal jeg vælge en ret fra menukortet næste gang jeg er her, så bliver det nok ikke dén. Det er IKKE fordi det ikke smager ok, for det gør det. Det er IKKE fordi indholdet er hvad det er. Det er udelukkende fordi, det er en smule for fedt til mig ………. eller også skulle jeg ikke have nappet en Carbonara som backup ;-)

Endelig dom: Klart 4 ud af 5 komaver ;-)

God appetit – Danskeren vil kaste sig ud i regnen og de 2-3km hjem til hotellet ;-)

Location:Lugoj,Rumænien

Ups ;-)

Ja også i dette tilfælde siger blogindlæggets titel det hele ;-)

Ups, jeg kom vist til, at efterlade jer med en Cliffhanger i går mht den anden halvdel af “Jeg er så meget i live”, den del hvor jeg kan mærke mig selv og den store store mening med det hele.

Det kom til mig ude i klosteret, hvor det ikke var tilladt at fotografere. Jeg står der sammen med den lille spinkle meget unge præst, der sammen med 5 andre har valgt, at dedikere sit liv til sin religion, all work and pray kunne man sige, og har Mr Stefan som tolk og pludselig rammer det mig: “Dette er da klart klart klart min sande mission i livet!” Roooolig nu, jeg er ikke ved at gå i kloster!!! Nej, jeg taler selvfølgelig om, at komme ud i verden, være tæt på dér der sker på steder, hvor man normalt ikke lige dukker op og så formidle dette til Danmark – det er ikke mindre end en fantastisk oplevelse. Jo jo, jeg da da godt klar over, at man da på mange måder sikkert kan opleve det samme i Vende-Tranum (selvopfundet dansk landsbynavn) og også der få unikke oplevelser som er beretningsværdige, men det er sq ikke helt det samme.

Følelsen af, at stå i en situation der bare med SÅ store bogstaver signalere “DET HER KOMMER DU IKKE TIL AT OPLEVE IGEN” er på mange måder så livsbekræftende for mig og hvis nogen så vil høre mig fortælle om det, ja, så er det bare endnu bedre.

Jeg havde også følelsen i Ukraine, men antog der, at det nok bare var fordi det var nyt og jeg var “alene” – hvis vi ser bort fra, at alle steder man kommer første gang er nye, så må denne genoplevelse af følelsen vel reelt bekræfte, at dette må være mit sande lod i livet ……… om det så er realiserbart, det er et helt andet ballgame ;-)

Alene? Hvordan går det egentlig med det?
Grundlæggende går det fint – jeg er ok med situationen, men har selvfølgelig nogle dyk, som nu, hvor det hele ikke er supersjovt. Jeg skal på et ukendt tidspunkt møde en masse fremmede mennesker fra Danmark – jeg ved det godt, de bider ikke – men lige nu er den lidt op ad bakke. Måske skyldes det, at søvnen ikke er fantastisk herude eller også bare, at jeg dagen i dag ikke er til dét, men det kommer vel …….. det har jeg valgt at antage!

Det at være helt helt alene giver mig mulighed for, at få ro på mine tanker – både i forhold til mig selv, men også i forhold til mine omgivelser. Nu lyder det med det samme meget farligt, men det er det ikke. Måske er det alderen der trykker eller også er det bare dét, at have oplevet noget der var givende – det kan kunne tænke en ubrudt tanke – men dét at kunne mærke dybt i kroppen, at jeg er væk hjemmefra igangsætter en masse tanker, som ellers normalt ikke når op til overfladen grundet en masse forstyrrelser, travlhed, must do’s, almindelig livsførelse mv mv. Du kender det formentlig fra dig selv – et billede kunne være, at hvis du holder meget af klassisk musik og hele dagen går og hører dette, så er det først når du har været en hel dag i stilhed, at det reelt går op for dig, hvor meget du holder af klassisk musik – well, der slap lommefilosoffen vist ud ;-)

Som en lille bod for min ups’er, så får du nedenstående billede:


Det er taget ude fra det resort jeg skrev om i går og skiltet siger noget med, at parkering er på eget ansvar. Det er i sig selv ikke særlig interessant eller morsomt, men det er morsomt når man ved, at det grønne bagved er en stigning på ca 150 meter med en vinkel på ca 100 grader. En lille sten på størrelse med en glaskugle vil kunne rette alvorlig skade. Man kan så spørge sig selv, når man nu er et resort og gerne vil have folk parkerer, hvorfor sætter de så ikke lige et lille faldnet op, det finder vi aldrig ud af ;-)

Vidste du iøvrigt, at på dette resort så havde de malet alle deres træer hvide på den nederste meter? Syret og eksklusivt på samme tid ;-)

Pas på jer selv – vi ses på den anden side ;-)

Location:Lugoj,Rumænien

Jeg er så meget i live

Titlen på dette blogindlæg kan og skal forståes på 2 måder – jeg er så meget i live som i “jeg har puls, har det fint og trives i Rumænien”, men samtidig også som i “jeg føler mig i live, pulserende, værende derude hvor jeg kan mærke mig selv og meningen” …………. den sidste lader vi lige hænge lidt ;-)

Lad mig starte med en nedslående konstatering: Jeg kan på ingen måde referere dagen i dag og få det hele med, det er uladesiggøreligt!!!!!

Jeg mødtes med Mr Stefan i morges – Mr Stefan er pædagog på Casa Clementina. Vi kørte ud i verden og så bl.a. en masse kirkegårde – det kan naturligvis synes perfidt, at ønske at se kirkegård og endda tage billeder af disse, men på mange måder fortæller kirkegårde deres egen historie om det nærmiljø de repræsenterer.


Vi har set både de mere ydmyge af slagsen, men også dem med meget store kors, pyntekranse samt små bygningsværker og sarkofaer.

Vi har kørt mere end 240 km i dag, højt op i bjergene og imellem disse og oplevet, hvordan fugtigheden bliver nærmest holdt fangen mellem bjergsiderne. Højt oppe, i min målestok i hvert fald, besøgte vi et kloster, hvor der boede 6 munke og hvor en meget ung (25-27 år) kom ud og fortælte os om klosterets historie og små anekdoter fra stedet. Det pågældende sted havde de også en lille mineralvandssø, hvor vandet steg op nedefra og blev iltet af naturlige bobler fra undergrunden – meget fasinerende syn. Desværre måtte vi ikke fotografere på det pågældende sted, så I må nøjes med det følgende, fra 2 andre klostre vores vej faldt forbi:


Vi løb også på en stor losseplads, hvor den derpå boende familie levede af, at sortere affald for derefter, at sælge det til genanvendelse – tanken er super, men hold fest hvor de boede . De boede i hjemmelavede telte af opskårne plastikposer.

Jeg har set, at der pt kører sager i danske medier om de usle levevilkår østeuropæiske lastvognschauffører tvinges til at leve under – jeg siger ingenlunde, at dette er usandt eller, at de har det nemt når de kører fra Herodes til Pilatus, men jeg er 3000% sikker på, at det er et overdrevent luksusliv i forhold til disse lossepladssorterere. Meget ville jeg generelt være frisk på at prøve, men hér ville jeg nok overveje mere end én gang før jeg sagde: jeg er frisk (og det ville næsten helt sikkert forsat være svaret).

Det vidste sig undervejs på vores tur, at Mr Stefan da vist har en lille forkærlighed for forladte bygninger – pludselig præsenterede han mig for “og her har vi så en nedlagt vineddiefabrik, skal vi gå ind og kigge på den?” – jeg har en lumsk mistanke om, at han har set nogle af mine Urbexbilleder på nettet ;-)

Summasumarum, snevejr i Farum, selvfølgelig skulle vi det:


Meget meget mærkelig oplevelse, men samtidig også lidt sjovt at se, hvor hurtigt “The Urbanizer” (mit andet alterego) lynhurtigt fandt de lette ben frem og hoppede scenevant fra murbrok til murbrok og nød sceneriet ;-)

Mit ude i midten af ingenting fik Mr Stefan pludselig støvet en trækirke under renovering op, den lå omkranset af dagens største kirkegård og var ganske rigtig ved at blive renoveret. På vejen dertil var der nogle børn der legede, så’n 5-6 stykker i alderen 7-11, og pludselig var de overalt omkring mig. De spurgte om både dette og hint på Rumænsk og når jeg svarede “Nu vorbesc romana”, så bad de mig bare om at gentage, det lød åbenbart sjovt. Pludselig fangede en af dem pointen og spurgte forsigtig “Englaiz??” og da jeg godt kunne gennemskue, at svaret “Nu Daneza” bare ville udløse yderligere spørgsmål jeg ikke forstod, så bekræftede jeg bare, at jeg var Englænder og de var mægtig stolte over, at have kommunikeret på udenlandsk – jeg håber de vil tilgive min lille løgn når de bliver voksne.

De var meget interesserede i mit kamera og stor var jubelen, da jeg pegede på mit kamera og tage “take picture” – se, dén fangede de med det samme og stillede op til fotografering:


De synes det var mægtig sjov, da jeg lavede pipfuglen med den ene hånd og tog billede med den anden og de var stoltere end stolte, da de så billedet af dem selv. Gæt så lige hvem den torskedumme dansker var, som ikke havde taget tyggegummi med fra hotellet …………. mmmmmm “Da! Mine!!”

Afledningsmanøvre!!!! Dame med ko, værsgo:


På turen, og jeg har helt ærligt mistet overblikket over, hvor hvad var og i hvilken rækkefølge det blev besøgt, så fik vi behov for lidt at drikke. Mr Stefan kørte os hen til et ferieresort, hvor der var ………. os ……….. og ingen andre. Det var på mange måder et syret sted mellem bjergene og der var så stille, så stille. Farverne var helt fantastiske nuancerende fra grønt til blåt:


Nå ja, vandet kunne måske godt trænge til en rensning, men det er ikke det operative i fortællingen – det var virkelig et fantastisk sted, der var rent, der var stille og så markant anderledes en alle de andre steder vi var, som reelt var et “mess” på hver sin måde. Jeg er ingenlunde disrespektfuld med mit “mess”, det er bare en konstatering af, at der hvor bygningerne var nogenlunde pæne, der var de omkringliggende jorde noget rod og hvor de var pæne lignede bygningerne noget der skulle væltes. Her spiller min kultur, min forforståelse og mine værdier naturligvis ind og det er måske ikke helt ok?!

På vejen tilbage til Lugoj, ca 100 km senere, besøger vi en park med en fortæne, som Mr Stefan insisterer på at jeg skal smage. Helt ærligt, så var jeg lidt lurens ved det, for jeg har da ikke lyst til en seriøs gang turistmave, men jeg gjorde fingrene våde og smagte lidt på vandet – på den måde var det reelt kun nogle få dråber jeg kom i kontakt med. Tro det eller ej, hvis man ser bort fra kulsyreeffekten, så smagte vandet som danskvand!!! Altså carboniseret vand – finten er så bare, at dette vand som direkte fra undergrunden – i min bog, meget mærkeligt ;-)

Undervejs på turen sker der det, som bare ikke må ske! Jeg får en finger i klemme i bildøren ……. ikke så’n “Hovsa, der var det vist lige ved at gå galt”, niksen, mere i stil med “fuld smadder på døren, der kommer en modkørende – hovsa, den dørdæmper plejer da ikke at være det …………. aaaauuuuuuuuu”. Der var den grande mand altså lige til tælling i 20 sekunder og jeg sidder nu i skrivende stund, med strålingssmerter op i den ene arm. Som nogen så medfølende allerede har spurgt, så var det heldigvis ikke udløserfingeren det gik udover, men derimod venstre tommel – bruger den ikke så sindsyg meget, men det gør #”%”&€&#€ ondt alligevel. Vil ikke udelukke, at jeg starter dagen i morgen med en Treo-sjus, man må jo ikke have kody’er med i flyet ;-)

Nå, undervejs på turen fik jeg også talt med Mr Stefan om, hvor jeg kunne få den bedste Rumænske mad i byen og det var slet ikke noget problem, jeg skulle gå på “Guesthouse” og dér kunne de alt i Rumænsk mad og i rimelig kvalitet også. Faaaaaaantastic!!!

Jeg finder derhen og den søde servitrice fortæller mig, at de desværre ikke har rumænsk mad – nå for sørensen, så må vi jo napse en pizza, for Schnitzel orker jeg ikke og her må jeg sige, den pizza var faktisk ok fornuftigt i sin gennemførelse – ikke det jeg havde sat næsen op efter, men en ok erstatning. Nu er jeg jo ikke sådan en gut, som skal spille klog på fremmedsprog, men jeg syntes jeg på spisekorte så noget som hed noget med “de burta” og da jeg kom hjem og checkede denne blogs ugeplan, så kunne jeg ikke lade være med at grine. De havde Rumænsk mad på kortet, men damen vidste åbenbart ikke, at det var dette – det er da for sjovt!!!

Hjemturen i mørke gik lige efter bogen og jeg fik ved mere end en lejlighed afprøvet dog-repelleren. Indtil flere hunde styrede lige mod mig, men når jeg først trykkede på knappen, så skal jeg da lige love for de skiftede retning, ganske ganske betrykkende ;-)

Sidste note fra min hånd i aften: Jeg skal beklage tusindefold, hvis ovenstående blev lidt “fristil i 3. klasse”-agtig, du ved “og så gjorde jeg ……..” og “så gjorde jeg ……..” agtigt, det skyldes udelukkende uoverkommelig træthed (sagde han 3 sider senere *dooh*).

Jeg vil gå til hvile i rummet med de høje træpaneler, men vil da lige give dig et sidste billede til farvel:


Pe curand!

Location:Lugoj,Rumænien