Casa Clementina, Gavojdia, CP11, Casa Flora og Ældrecentret

Endnu en lang dag er ved, at tage sin afslutning og det må siges, at have været en dag med mange indtryk, som alle på hver deres måde er noget man tager med sig hjem ……….

Ovenstående billede er fra Gavojdia, som er et børnehjem for børn fra 2-3 års alderen og opad. Børnene var i skole da vi var der og derfor var der kun tale om aflæsning af en masse pakker til disse. Udleveringen af pakker sker på lørdag og jeg håber at kunne nå at være med, inden jeg skal hjem til Danmark igen.

Når jeg skriver en masse pakker, så mener jeg “en masse pakker”!!

Sådan så der ud da vi kom:

Og sådan så der ud da vi kørte:

Det er i min verden en pokkers masse pakker!!!

Mens vi var på Gavojdia fik jeg mulighed for, at se lidt af stedet – hermed i udpluk:

Nu kunne der godt ske dét, at du sidder og tænker: “Jamen hallo, de har det da fint og der er da intet behov for hjælp. Det er da skrømt og løjer hvis de piver, de skal da bare tage en ekstra trøje på og rulle ærmerne op!!!!”

Her må jeg så lige bringe i erindring, at det du ser her er resultatet af 20 års hjælpearbejde og havde dette ikke fundet sted, så havde de forsat rullet rundt i eget møg og spist kold mudder til morgenmad – godt skåret naturligvis. Det er derfor supervigtigt, at hjælpen forsat kommer hertil og dette gerne i en grad, hvor flere områder kan hjælpes.

Jeg vil prøve når jeg er hjemme, at få skrevet mere om hvad disse institutioner er for nogle størrelser, men lige nu er det arbejde alt for omfattende ift den forhåndenværende tid og tro det eller ej, uagtet at jeg ikke er slowwriter, så tager disse blogindlæg typisk et sted mellem 1 og 2 timer at skrive i træt tilstand ;-) Det var ikke en klagesang, bare en konstatering af fakta ……….

Jeg har i dag lært en anden side af “vilde” hunde at kende. Med “vilde” hunde mener jeg ikke så’n rigtige vilde hunde, men mere “ikke kæledyrs hunde”. Den ovenfor er et rigtig godt eksempel på en hund fra Gavojdia, som løber rundt som det passer den, men den får også lov til, at hænge ud på børnehjemmet og den er grundlæggende rigtig sød og rar, så længe man ikke er bil, for dem kan den godt nok ikke lide.

Dagen bød også på et kort besøg på Casa Clementina (I husker, derfra hvor Mr Stefan kom) og jeg fik hilst på stedets leder, som spottede mig I mængden og sagde “Ohhh, you must be Mark” og hun nød synet, da jeg så mega desorienteret ud og grinende konstaterede “We do have internet” ;-) Mr Stefan var desværre ikke på arbejde og alle “ungerne” var enten i skole eller på arbejde, så også her var det ren aflæsning.

Nu får jeg det til at lyde som om, at jeg har svinepuklet hele dagen, men det har jeg ikke – min klare mission i det her game er, at få taget nogle billeder der kan bruges ifm kommende foredrag og det er hér mit arbejde for denne sag ligger.

Dagens tur bragte os også til CP11, CP11 Adult og In the back – “desværre” et sted med 100% fotoforbud, hvilket jeg sagtens kan forstå og samtidig finder problematisk, da det klart også er denne historie der bør og skal fortælles, understøttet af billeder.

CP11, CP11 Adult og “In the back” er samlet ét sted. Det er et sted for anbragte børn med forskellige handicaps, såvel fysiske som psykiske. Forskellen på CP11 og CP11 Adult er “bare” alderen på beboerne, hvor “In the back” (som er den fysiske placering på grunden) er for de virkelig hårde tilfælde, som man kunne få indtrykket af er gemt væk, da det virkelig ikke er for sarte sjæle – vi taler her stærkt funktionshandicappede med et eller flere handicap kombineret med psykiske udfordringer enten genetisk betinget eller historisk betinget.

Jeg vil lov til, at tage et enkelt billede på CP11 Adult af et af beboernes rum:

Og ja, her ser da pænt og velordnet ud – men hvis der havde været mennesker på dette billede, så havde du fået et helt andet indtryk. Under hele opholdet var beboerne ultra hypet, de kørte i et virkelig højt gear og det tog mig lidt tid at finde ud af, om det var deres psykiske lidelse der kom til udtryk eller noget andet. Det viste sig, at det høje gear skyldtes vores tilstedeværelse, da vores besøg var/er et af de 2 højdepunkter på et år, hvor de får noget ekstra i forhold til deres daglige behov. Pakkerne hertil Adult indeholdt fx en lille pose chips, hårshampoo og andre fornødenheder. Beboerne fik også personlige pakker fra deres danske “familier”. Beboerne på CP11/CP11 Adult går meget meget tæt på, de har ikke den normale “respektafstand” og måske som følge af deres udfordringer, så er de bare så “glade” at det løber over for dem. For en som mig, som har svært ved at læse “sådan nogle mennesker” og på mange måder er tilbageholdende, privat og tænkende omkring regler og ikke så såre andre mennesker. Så er det sq svært, at stå overfor en med psykiske problemer, der på Rumænsk er ved at fortælle sin livshistorie og hvor glad vedkommende er for at se dig og du fatter bare hat og bjælde – de gør mig ked af det, for jeg føler på mange måder, at jeg skuffer et menneske, som i den grad ikke har fortjent at blive skuffet igen. Her må jeg sige, at flere af mine medbesøgende takler dette på en måde som jeg kun kan have forbilledlig respekt for. De lytter til historien og smiler medfølende og siger nogle pæne ord på dansk og på en eller anden led når det i mål på den anden side. Jeg forsøger at lære det, men det er dælme svært for mig – lige så svært som det også er for mig, at tage billeder af fremmede mennesker på tæt afstand. Jeg føler jeg overskrider SÅ mange personlige grænser ift dem jeg tager billede af, men jeg ved også godt, at jeg er nødt til at lære at sætte mig ud over dette og gøre det, for uden dette vil jeg ikke være i stand til, at tage de billeder som gør, at jeg kan gøre en forskel. Men det betyder ikke, at det er nemt!!!

Dagen bød også på et besøg på Casa Flora, mødrehjælpen også her blev der slæbt pakker, men stedet bød også på mulighed for, at sidde lidt ned i skyggen og tale med de andre.

Turen gik herefter retur til Lugoj og til en velfortjent frokost ………

Under frokosten på “Cafe Lord” – en Rumænsk fastfood joint – faldt snakken på Ældrecentret, hvor vi var flere der ikke havde besøgt dette. En hurtig beslutning blev truffet og efter frokost (ja ja, kl var vel 15), drog vi 3 personer ud til Ældrecentret for, at kigge på dette.

Aldrig er jeg blevet mødt med så stor åbenhed og velvilje – personalet, som tilgiv mig, ikke forstod et pløk engelsk, forstod hurtigt hvad vi ville og viste os beredvilligt rundt. Jeg spurgte, om jeg måtte tage nogle billeder (man peger på kameraet og siger “picture ok?”) og de slog ud med armene signalerende “knock you self out”, “tag billeder til du får krampe i fingeren” og med det afklaret, blev vi vist rundt.

Jeg må sige, at jeg er fuld af beundring for én fra vores lille trio (hun er her sammen med en beboer), med få tyske ord og fagter formåede hun, at kommunikere med såvel personale som beboere i en grad, hvor alle følte sig hørt og forstået.

Efter ca 45 minutter på Ældrecentret drog vi afsted igen, tilbage til vores hotel for, at få en smule hvile inden aftenprogrammet.

For at sige som det er, når man som jeg har en drøm om, at spise Rumænsk mad (= aftenprogrammet), så bliver man slemt skuffet, når det mest Rumænske man kan få er Pizza og Schnitzel – det fungerer ikke for mig – og det er da alment kendt, at jeg er meget meget glad for pizza, men sq ikke her i Rumænien, der VIL jeg altså have noget andet, men det er dælme svært at finde.

Efter aftenens kulinariske lavpunkt drog jeg på egen hånd hjem mod hotellet – jeg valgte at gå alene for, at få lidt luft, tænke lidt samt tage lidt aftensbilleder:

Med disse billeder vil jeg byde jer alle godnat – klokken er ca 23 Lugoj-tid og hvis alt går som det skal i morgen, så starter dagen tidligt med besøg på den lokale station, idet mange angiveligt overnatter dernede. Derefter skal jeg sammen med Sandie og Ovi følge deres Rumænske barn Nicoletta i skole og se, hvordan en sådan ser ud. Derefter hjem og spise morgenmad for så at tage på dagstur med “Rumæniensprojektet af 1992” – støt dem nu, ikk!!!!!!!

Noapte buna
(Godnat)

Location:Lugoj,Rumænien