Komavesuppe – det nye sort eller blot the real deal

Det hedder “Ciorba de burta” og er angiveligt komavesuppe. Well, grundlæggende er der jo en chance for, at det er morgendagens sort, fremtidens sushi, man ved det ikke – det kan også være, at det bare er dét det hævder at være, lidt lige som mig. Umiddelbart vil jeg da gerne medgive, at det lyder minimalt tillokkende, men “When in Romania, Eat like the Romanians” (mild omskrivning af “When in Rome …….”) og derfor så skal Ciorba de burta naturligvis prøves. Et eller andet sted tænker jeg også, at det da på mange måder er befriende, at noget “bare” er dét det hedder, ikke med en twist et eller andet – læs evt. mit blogindlæg om træsko på tankeromenverden.wordpress.com/2011/08/18/traesko/ (tro mig, det er mere underholdende end det lyder ;-) og skulle du få blod på tanden, så kan du også her læse om Hr. Ori Gami og finde ud af, som fedtpletten findes ……. men det er en anden historie ;-)

Nå, det var Ciorba de burta vi kom fra.

Jeg hører fra flere kanter, at maden i Rumænien ikke danner grundlag for de store kogebøger, men jeg må dette uagtet sige, at jeg glææææææææder mig til, at komme ned og smage deres mad. Dette sætter naturligvis også tankerne i gang ift Chernobylturen og såvel Puzata Hata som Officersmessen i Chernobyl, alt den spændende mad, de anderledes omgivelser, den til tider alternative tilberedelsesform, all in all “det hele” ;-)

Der er nu 17 dage til liftoff og jeg begynder langsomt, at gå i planningmode – jeg er jo sandt at sige noget bagud på den front – men som billedet ser ud lige nu, så er der bitte-bitte små puslespilsbrikker, som langsomt begynder at tegne et billede af noget som kommer til at kunne lade sig gøre. Der kommer mikro små indikationer fra flere kanter som viser, at der er større og større sandsynlighed for, at projektet lander på benene og det bliver en fantastisk Tour – forstå mig nu ret, det er klart, at der ikke er noget fantastisk over udsatte befolkningsgrupper, but you know me ;-)

Modsat sidste Tour, så kan jeg mærke, at jeg glæder mig mere denne gang, jeg kan også mærke, at jeg bliver mere og mere “klar”, mere og mere fokuseret på opgaven og så må vi se, om jeg kan holde den professionelle hat på, når jeg først er landet dernede. Det holdt hårdt i mødet med “G” (se tidligere blogindlæg) og der er ingen tvivl om, at det bliver langt hårdere dernede.

Som I måske fornemmer, så er tonen lidt mere let i dag ……… årsagen er “blot”, at jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i dag, som jeg nok skal fortælle om en anden gang og sådan kan verden nogle gange vende på en tallerken. Tak til jer, I ved hvem I er!!!

Skulle man beskrivelse følelsen med musik, så er nedenstående nok et godt bud (tilgiv det indledende reklameindslag):

http://www.muzu.tv/gangway/everything-sems-to-go-my-way-music-video/20874/

Og således vil jeg runde af – jeg ved ikke helt, hvordan jeg kom fra komavesuppe til Gangway, men sådan er også mine veje til tider uransagelige.

Vi ses på den anden side

*nanoo nanoo*

Jeg er frustreret og i tvivl

Well, kan lige så godt sige det som det er! Det er ikke en af de gode dage!!!

Men, jeg har jo qua hele mit koncept forpligtet mig til, at fortælle alt (stort set) også når det ikke går som det skal eller jeg tvivler på mig selv eller andet – uden dette koncept og uden at være tro mod dette, har jeg intet!!

Der er idag 3 uger + det løse til jeg skal afsted og jeg har INGEN PLAN!!! Det påvirker mig helt vanvittig meget, at jeg ikke kan planlægge mine dage dernede og dermed også ved, hvornår jeg skal finde på ting selv og hvornår jeg kan tage med “andre” ud og “blive klogere” – det er helt vildt frustrerende. Jeg er også kommet i tvivl om, om jeg reelt har brug for nogle fototilladelser og hvis jeg endelig har, så har jeg ingen anelse om, hvor jeg skal skaffe disse henne ………….

Ovenstående informationsvacuum gør også, at jeg er tilbageholdende med, at tage kontakt til andre som måske har “ting” de gerne vil vise mig, for jeg vil jo helst ikke spilde deres tid og samtidig frygter jeg, at den backupplan de kunne udgøre, den brænder ud fordi tiden går. Og ja, når først jeg har det på denne måde, så trækker det det hele med ned – al den sædvanlige tvivl får næring af denne usikkerhed – og endnu engang spøger hele min berettigelsestvivl for fulde gardiner i en grad, hvor jeg bare har lyst til, at trække mig ud af “det hele” og bare gå i dvale. Det er sgu ikke fedt!!

Jeg ved godt, at det ændrer sig, når jeg lige får styr på min planlægning og jeg ved også, at uanset hvad jeg får planlagt, så skal jeg formentlig nok få en fantastisk Tour ud af det og få de data med hjem jeg har brug for, men lige nu er tvivlen bare så stor, så stor. Trænger sq til en mega-succes for lige, at få et positivt boost – skulle du ligge inde med et sådan, så “deleeeee” ;-)  (ups, smiley, det var en fejl, jeg er jo i dårligt humør!)

Jeg har brug for, at få skabt noget awareness om denne Tour – ikke bare for min skyld og de kommende foredrags skyld, men også for “sagens” skyld. Mediernes awareness er så stor en faktor for, om “sagen” når helt ud eller kun får en begrænset udbredelse. Men jeg må sande, at tiden desværre nok ikke er for mediernes interesse for en enkelt dansker der prøver at gøre en forskel og samtidig vise, at man ikke behøver være “nogen” for, at træde ud af de vante rammer og bryde sine egne grænser. Det bliver helt tydeligt når man henvender sig til disse – havde jeg været “Amalie”, “Per Pallesen, “Anden” eller en hvilken som helst anden kendt, så ville medierne står i kø for at skrive om hvad jeg nu havde bedrevet og grundlæggende er det jo netop denne tese (at man som almindelig er uinteressant) jeg fighter for at bekæmpe, men medierne viser mig gang på gang, at dette desværre er den fremherskende virkelighed. Pas, hvad gør man udover at blive ved og ved og ved …….?

Det samme gør sig naturligvis gældende på sponsorsiden – er man ikke kendt, så har man nulværdi! Jeg overvejer derfor en ny approach, men den må I høre om en anden gang, den skal lige stå sin prøve først ;-)   Well, ret skal være ret, jeg har fået doneret et par kilo tyggegummi til de Rumænske børn – helt fantastisk, det er jeg naturligvis super super glad for – tak for det!!

Jeg er træt, har ikke sovet så meget i nat, så det kan meget vel være derfor, at dagen i dag byder på tvivl og usikkerhed – omvendt, så er der også grænser for, hvor længe man kan køre på reserverne uden, at få lidt positiv energi tilført. Det ville være så dejligt, hvis der bare var en enkelt i ny og næ som var enig i, at det faktisk er et ret fantastisk projekt jeg har gang i, både det kortsigtede (Rumænien) men også det langsigtede (at man som almindeligt menneske kan træde ud over egne grænser og følge sine drømme).

Jeg skal nok fighte mig ud af det, men i dag er det bare op ad bakke …………. vi ses på den anden side ;-)

 

Mødet med en ung rumæner i Danmark

Grundlæggende går det fint, jeg ved hvornår jeg skal afsted (14/10) og jeg ved, hvornår jeg kommer hjem (20/10), det er basicly dét. Hvad jeg skal se, hvor og hvornår og hvor jeg er, har jeg pt ingen anelse om. Meeeen, med min nyvundne coolnes, så går det nok endda ;-)

“Siden sidst” er der sket en del: I sidste uge var der et indlæg i online udgaven af egedal lokalavis, som omhandlede Rumæniensprojektets madindsamling i Tåstrup 7+9/9, be there, det er en god sag!!

http://egedal.lokalavisen.dk/borgere-samler-igen-ind-til-rumaenien-/20120826/artikler/708269970/1045

Som kommentar til denne havde en skrevet på engelsk, at han var stolt af disse mennesker og at der var folk i Rumænien som, som følge af disses indsats, måske kunne se et lille håb for fremtiden. Han skrev også, at det samme ikke galt for ham, for han havde nu været i danmark i 8 måneder og aldrig havde han mødt så diskriminerende adfærd og det med rette. Det var særlig det sidste som fik mig til at tænke: “Hvad går dette nu ud på?”.

Jeg skrev et opfølgningsindlæg på samme side og opfordrede vedkommende til, at kontakte mig for en dialog om Danske versus Rumænske forhold – det gjorde han og Onsdag den 29/8 mødte jeg “G” på et gadehjørne i en lille by i Nordsjælland, meget langt fra min normale “hood”. “G” møder mig en lille smule usikkert, forståeligt nok, og da vi har fundet en cafe og fået noget kaffe, begynder han at fortælle sin histore og lad mig lige allerede nu advare, det er sq ikke helt for sarte sjæle.

“G” er 22 år, mand og har været 8 måneder i Danmark, han er heroppe sammen med sin bror og de bor i alt 4 Rumænere sammen i et hus i Ølstykke. Da de kom til Danmark købte de en lille bil, da denne skulle gøre den mobile og hjælpe dem med, at tjene til dagen og vejen. “G” og hans venner går med aviser og reklamer 2 dage om ugen og tjener ved dette i alt 3.500 kroner, dette ganget med 4 giver som bekendt 14.000 kroner til “det hele” for 4 voksne. De har lånt penge hjemme til, at komme herop og købe bilen og disse penge er langsomt ved at slippe op og beslutningen om hjemrejse skal træffes inden længe.

“G”‘s samlede netværk i Danmark består af disse 3 andre Rumænere, en Dansker i Roskilde og mig i periferien. Han fortæller, at faren er død af cancer og broderens kone er også død. “G”‘s mor tager lige nu hånd om broderens børn, mens de forsøger at tjene nogle penge, da dette ikke er muligt for dem i Rumænien. I forbindelse med uddeling af reklamer bliver “G” antastet af en beboer i det område han deler ud i og denne anklager ham for, at have været inde i hans hus og tage ting. “G”‘s reaktion på dette, sikkert både som følge af chok men også som følge af sproglig usikkerhed (al engelsk er lært via internet) og overdreven ærlighed er, at sige til manden, at han skal tilkalde politiet, da han naturligvis ikke har gjort noget. Politiet kommer og behandler angiveligt “G” som om, at han er blevet taget på fersk gerning og spørger til mange forhold, som man nok ikke var blevet spurgt om, hvis man talte flydende Dansk. “G” bliver anholdt og kommer med på stationen – efter længere tids forhør dukker anmelder pludselig op med en videooptagelse som entydigt viser, at det ikke er “G” som har været inden i mandens hus og anmelder siger tydeligt til Politiet, at det ikke er “G” og at han derfor naturligvis skal slippes fri med det samme – dejligt med anstændige mennesker!! Denne opfordring efterkommes ikke af politiet og afstedkommer tilgengæld, at “G” går med til en frivillig ransagelse af hans hjem for at dokumentere, at han ikke har tyvekoster i hjemmet. Under denne fortælling er “G” tydelig berørt og det er også tydeligt, at oplevelsen har gjort grimmme ting ved hans opfattelse af retfærdighed i Danmark. Det er derfor også meget mærkeligt, at “G” siger noget i stil med “men jeg kan nu godt forstå dem. Der er mange fra mit folk som ikke har opført sig pænt i Danmark”.

Vi taler videre om livet i Danmark og meget naturligt, så drejer snakken sig langsomt over i, hvad han tænker i forhold til snart at skulle hjem. Det der fylder mest for “G” er skammen …………. skammen over ikke, at komme hjem med penge, skammen over at skylde sine venner og familie penge uden udsigt til hvordan disse penge skal skaffes, skammen over ikke at være redningen. Mens han fortæller dette sidder han med tårer i øjnene og kigger forlegent nedad sig selv. Jeg fortæller ham, at han er nødt til at være opmærksom på, at det største fokus for hans mor nok er, at han er hjemme igen og har det godt. Han svarer, at det ved han godt, men det er alligevel umådelig skamfuldt.

“G”‘s venner har lige så store problemer som “G” og han fortæller, at nogen i huset har foreslået, at de må begå nogle indbrud for, at skaffe penge. “G” vil på ingen måde være med til dette – han siger direkte, at “hvis jeg gør dette, så lever jeg op til alle menneskers fordomme om mig og det bliver endnu sværere for den næste Rumæner, at komme til denne by”.

Efter nogen tid er vi nødt til at bryde op, men jeg aftaler med “G”, at han skal sende mig sin hjemadresse og jeg så vil se, om nogen kan gøre noget for ham.

Nogle dage senere modtager jeg flere emails fra “G” i en af disse skriver han, at han er glad for vores snak og mit løfte om, at ville prøve at få nogen til at gøre noget for hans familie, men at han vil foretrække at folk holder deres fokus på de forældreløse børn, for de har et langt større behov end ham og hans familie. Hvis nogen står derude og mangler en rumænsk koordinator eller kontaktperson i forbindelse med leverancer til landet, så er “G” et rigtig godt bud – han har hjertet på rettet sted og tænker næste mere holistisk end godt er ………….. hvis I har brug for en opvasker, transporthjælper eller andet, så råb også gerne højt, det er i sidste øjeblik …………

“G”: I know you are going to read the text above through google-translate – I hope I have told your story with the honor and respect it deserves. You are truly a remarkable man and have my deepest respect! Take care!!!