Rejsen til Danmark – Bye Bye Banat, the sequel :-)

Ja, umiddelbart kunne dette jo lyde som verdens kedeligste indlæg, men guess what, det er det ikke ;-)

Sidst I hørte fra mig stod jeg i Gavojdia, hvor jeg lige havde besøgt en meget fattig familie og I havde hørt om, at jeg skulle være på Casa Clementina …….. meeeeeen, det var vist ikke den fulde historie I fik, da det havde været vældig fokusforstyrrende …………. lad os spole tiden lidt tilbage:

Vi står i salen på Gavojdia, børnene er lige blevet færdige med, at få deres pakker og det er nu de fattige familiers tur – I husker billedet:

Se, køen til familiepakker var noget længere end blot denne far og hans 3 børn, der var mange fattige familier …….

 

De er alle linet op til 2. jul i år – julen falder 3 gange på Gavojdia, nemlig i april, oktober og december. De første 2 gange jul er når lastbilerne kommer fra Danmark med mad, tøj, guf, shampoo, tandpasta mv mv. Vi står inde i salen og ser, hvordan familierne bærer banankasse efter banankasse ud af salen, nogle får færre kasser, nogle får mange kasser. Jeg står sammen med Sandie, vi tager lidt billeder og står et gang imellem og taler lidt om livet som fattig i rumænien. Pludselig tager hun fat i min arm og siger: “Duuu, tror du ikke lige, at du skal smutte ud og få lidt luft?”………….. jeg tænker egentlig ikke så meget over spørgsmålet, men svarer blot: “Joooo, det kan da godt være.” og går ud af salen. Jeg kommer lige ud af det lille hus og svinger til venstre og står med armene hvilende på et højt stakit og kigger på ungernes “legeplads” da hele min verden vælter. Tårerne pisker ned af kinderne på mig og jeg mærker hvordan sorgen og ulykkeligheden strømmer ind over mig og bare river mig med, ganske som en korkprop på en oprørt elv. Tankerne eksploderer i mit hoved! “Hvorfor dem, hvorfor ikke mig?”, “Det er bare geografi som gør forskellen!”, “Det kunne være mig som stod og ventede på pakker fra nogen, sammen med mine 2 børn!!!” …………… jeg begynder, at fokusere på alt andet omkring mig. Jeg tæller mursten, tæller træer, gør alt hvad jeg kan for at bryde min tankerække og på en eller anden måde komme tilbage i den professionelle rolle. Jeg er der for at tage billeder og observere, IKKE reagere!!!! Jeg er her udelukkende for, at dokumentere og indsamle data!!!!!!! Som om!!! Det er sq ikke muligt “kun” at være professionel i dette miljø, det ville sikkert være fornuftigt og en dag har jeg måske også et hærdet skjold, men som det er lige nu, så er jeg bare mig!

Jeg får arbejdet mig ud af mine følelser og får langsomt kontrol igen og kan atter koncentrere mig om det jeg er her for – men det efterlader en tanke: “Hvordan har dem som hjælper de rumænske børn det egentlig?”

Grundlæggende er der jo hele tiden fokus på de forfærdelige forhold børnene lever under, hele tiden fokus på hvor meget de mangler, hele tiden fokus på hvor meget mere der bør gøres, men ikke ret meget fokus på, hvordan man som støtteperson har det. Lidt uvidenskabelig research på området viser, at det kan være superhårdt, at være støtteperson, plejefamilie eller hvad man nu ønsker, at kalde sig/være. Nogle støtter generelt, andre støtter specifikt. Dem som fx støtter et specifikt barn, følger ofte med i dette barns liv, skype’r med barnet, har barnet på sommerferie og juleferie og for disse personer, er det lige så hårdt at tage afsked med barnet, såvel i Rumænien som i Danmark, som det er at se sin danske plejefamilie tage afsted.

Det er naturligvis meget forskelligt, hvor dybt det personlige engagement stikker, og det er helt fair, men lad os tage ét barn som eksempel: “N”

“N” er en pige på 12 år, hun har de sidste 4 år været på en børnehjem i Lugoj og før dette et børnehjem i Timisoara, hun har en dansk kontaktfamilie bestående af 2 voksne, “S” og “O”, som ikke har egne børn. “S” og “O” har valgt, at være kontaktfamilie for “N” og i de år de har været det, er kærligheden til “N” vokset og den er på alle måder gengældt. Da “S” og “O” ikke har egne børn og da følelserne er som de er, så har de naturligvis været i overvejelse omkring, at adoptere “N”. En stor forhindring er dog, at for at “N” kan adopteres til Danmark, så kræver de Rumænske myndigheder, at _hele_ “N”s familie skal skrive under på papirerne og acceptere adoptionen. “N”s far vil ikke skrive under og “N”s mor er død.

Man kan måske umiddelbart godt forstå, at faderen ikke ønsker at underskrive, for hvem ønsker frivilligt at give afkald på kontakten til sit barn, som man af en eller anden grund har afleveret på et børnehjem. Prøver man, at finde “N”s far i Rumænien, så lader det sig ikke gøre, han er nemlig flyttet til Sverige med “N” stedmor og har efterladt “N” i Rumænien. “S” og “O” har opsøgt dem i Sverige og talt med dem for, på en eller anden måde at få “N” til Danmark, om det så er som foster eller plejefamilie – men det kan der på ingen måde være tale om, da de jo er i Sverige for, at tjene penge så de på et senere tidspunkt kan rejse tilbage til Rumænien og bygge et hus og bo der sammen med “N”. Jamen, så skulle alt vel være godt og rart – “N” har en god fremtid i udsigt og skal bare bide tænderne sammen i en kortere årrække, hvoraf størsteparten da må være gået, og så kan hun få et meget bedre liv, dér hvor hendes venner er! Problemet er bare, at siden “N” blev afleveret på børnehjemmet og faderen og stedmoderen tog til Sverige, så har der ikke været ét fødselsdagskort, ikke én julehilsen, ingen gaver af nogen art, ingen pakker med mad, ingen telefonopkald, ingen breve eller noget som på anden måde kunne pege på forældrelig omsorg og hvis man spørger “N” om hun ikke glæder sig til, at hendes far og stedmoder en dag kommer tilbage og har penge med til et hus, så er svaret blot noget i stil med: “Hvad skal jeg med dem? De har efterladt mig her og aldrig taget kontakt til mig! Jeg vil til Danmark, dér bor min far og mor!!!”

Men det kan ikke lade sig gøre, for forældrene i Sverige og familien i Rumænien vil ikke skrive under!

Det er klart, at denne Danske familie har det tæt ind på kroppen, at de har så stor kærlighed for et Rumænsk barn og at de på ingen måde pt kan forenes og derfor er det også soleklart, at det for denne familie ikke bare er, at udfylde et girokort og ad den vej søge universel sjælefrelse og på den måde er det med garanti for flere end man tror ……. man efterlader dele af sin sjæl i Rumænien.

Med ovenstående siger jeg på ingen måde, at denne familie er unik og “aaaaaaallllleeeeee” de andre betaler bare og er ligeglade, slet slet slet ikke, dette er klart et yderpunkt og det modsatte yderpunkt (giroindbetalingen) er sikkert også set, omend sjældent. Disse mennesker sender med hver eneste pakke og hver eneste stykke tøj et lille stykke af dem selv ……………… en skrigende kontrast til den fremherskende mig-mig-kultur der er ved at forpeste det Danske samfund!

 

 

 

 

Nå tilbage til sporet, efter at have “fået lidt luft” går jeg tilbage til salen og følger pakkeudleveringen til ende. Turen hjem til familien kender I alt til og hvordan hjemmet så ud er heller ikke noget man lige glemmer, men hvordan var selve familien?

Børnene var/er nok som børn er universelt set, når bare far og mor er der, så er alting grundlæggende godt. Naturligvis, og det kan man også se på billederne, så skulle den mindste pige nok lige have en vaskeklud i ansigtet, men this aside, så var det helt tydeligt, at det var en familie med hjerterum. Børnene var glade for alle gaverne fra Danmark og det var forældrene også, på deres egen forlegne måde. De pakkede ud og var glade og der blev taget nogle billeder til skeptikerne i Danmark – dem som par tout ikke tror på, at tingene virkelig kommer til Rumænien. Måske er det meget forståeligt, at de har det sådan, når man gang på gang hører om indsamlinger, hvor store dele af det indsamlede går op i administration eller lander i forkerte hænder i modtagelandet. Her kan jeg, med hånden på hjertet til fulde stå inde for, at alle steder jeg har været med er alt afleveret til slutmodtagerne og er ikke landet “forkerte steder” og der er ingen indikation på, at det skulle være anderledes de steder, hvor jeg ikke har været med!!!

Familien fik rigtig mange ting, så som gryder og pander, legetøj, sengetøj, almindelig tøj, babyting til Kusinens baby og almindelig tøj – og det var jo grundlæggende fantastisk, der var bare et enkelt lille problem: Gryder og pander er godt, men de er relativ ubrugelige hvis man ikke har noget at hælde i dem og det havde familien ikke :-(  Det blev vi ret overrasket over, ikke over at der ikke var meget mad, men at der var SÅ lidt …………… Sandie som jeg er der sammen med siger stille, at hun vil komme tilbage dagen efter og købe nogle poser mad med, det her går jo ikke!!!

Min tid i Rumænien er langsomt ved at rinde ud. Tolken ringer efter en Taxa, der er under en time til, at jeg skal være ved Casa Clementina og jeg er oprigtig i tvivl om, at der overhoved kører taxaer ud til majsrække 1400, SÅ langt er vi fra noget som helst. Sandie bliver ved med sit “roooooolig nu, du når det” og det er i sandhed en udfordring for mit “være i god tid”-gen. Jeg kan lige forstille mig, at jeg kommer for sent til flyet og skal finde en nødløsning på skralde-rumænsk ……… jeg er så tæt på at panikke!! Men, Sandie får jo (irriterende nok) ret – pludselig er taxaen der og vi skal tage afsked med familien. Jeg kan ikke være med i morgen når Sandie vender retur med mad og situationen er generelt menneskelig ubehagelig, så jeg vælger at bryde med mit eget kodeks. Jeg tager en 50 lei seddel og folder den i min hånd, så den ikke er synlig. Får sagt farvel til alle og da jeg skal sige farvel til faderen lægger jeg pengesedlen i min højre hånd, trykker ham i hånd og siger tak for denne gang og vender mig i takt med jeg slipper hans hånd – jeg vil ikke have, at han skal være tvunget til, at have øjenkontakt med mig når han opdager hvad jeg har gang i. Jeg kan mærke da jeg slipper hans hånd, at han instinktivt lukker hånden for at “fange” det ukendte og jeg kan fornemme bag mig, han har ellers være rimelig talende, at der bliver helt stille og jeg forsætter bevist med at gå mod taxaen, jeg VIL IKKE bringe ham i forlegenhed!!!

Vi sætter os ind i taxaen og turen går mod Lugoj, vi taler kort om vores oplevelser og langsomt drejer samtalen sig over i, at nu er det nu jeg forlader selskabet og tager til Danmark. Sandie kan godt fornemme på tiden og mig, at nu er der ved at være stress på, så vi lægger en hurtig slagplan gående på, at når vi lander ved hotellet, så spurter jeg op og henter min kuffert mens hun holder taxaen til mig. Som sagt så gjort.

Jeg spurter op, får hentet kufferten og er lykkelig for, at jeg betalte min regning inden vi tog til Gavojdia, meeeeen personalet stopper mig i foyeren, for jeg skal jo have min kvittering og derudover, så er der også en telefonbesked til mig. Chriiiiiist, det er ikke lige det jeg har tid til nu. Jeg får skrevet under på kvitteringen (mærkeligt system, hvorfor skal _jeg_ skrive under på den, nå never mind) mens de ringer til dem der vil tale med mig. Det viser sig, at være Mr. Stefan som lige vil høre, om han ikke skal komme og hente mig, så jeg slipper for, at gå så langt med kufferten – i situationen er det hurtigste at sige til ham, at jeg er hos ham om 3 minutter ;-)

Ud i taxaen og afsted mod Casa Clementina og få minutter senere bliver jeg modtaget af en smilende Mr. Stefan og nu kan jeg endelig slappe af. Jeg betaler 10 lei til Taxachaufføren, som dog slår sig lidt i tøjret – meget mærkeligt, det er kun dobbelt op af hvad turen koster, men jeg har en ide om, at Sandie allerede havde betalt for turen (den skurk) – og taler lidt med Mr Stefan og fortæller hvor meget knald der har været på for at nå det til tiden. Mr. Stefan smiler stort og siger noget i retning af: “Du skulle da ikke have skyndt dig, vi havde da bare ventet, 5 minutter, 10 minutter, 15 minutter, no problem” ………….. så in the end fik Sandie alligevel ret med sit “Roooooolig nu, du når det!!”

Turen til Timistoara går stille og roligt, der bliver ikke talt så meget. Jeg reflekterer lidt over, om jeg fik brugt min tid godt nok og må konkludere, at jeg nok må lære, at bliver lidt mere aggressiv/krævende og bare tage det jeg vil have i stedet for, at overholde regler og skikke, i sidste ende er det mig som mangler nogle billeder. Det er dælme bare svært uden, i min bog, samtidig at være respektløs og det vil jeg ikke. Mr Stefan spørger bl.a. om det var som jeg troede det ville være og her må jeg efterlade jer igen med en lille cliffhanger – den tager vi i et senere indlæg ;-)

Turen mod Danmark er på ingen måde ret meget at skrive om – Dash-8 flyet er et sjovt fly at flyve i fordi det er så småt – i den “store” flyver fra Wien, som i sandhed er en lifesaver når ens mobil er ved at løbe tør for strøm, sidder der selvfølge 3 smarte fyre på sæderne ved siden af mig. Det er meget sjældent jeg får lyst til, at blande mig i andres samtale, men de 3 pomadedrenge (ja ja, ok, den ene var skaldet) var lige ved en bemærkning med fra mig om, at droppe deres kække teenage attitude og så opføre sig aldersvarende. 35-40 årige mænd som sidder og taler højlydt om scoringer som om de var 15, så tag jer dog sammen, hvor patetisk har man lov til at være?! Selvfølgelig var der også en af dem, som lige skulle sms’en gud OG hvermand uagtet, at han flere gange fik af vide, at nu skulle han slukke telefonen ……. hvor ville jeg dog ønske, at stewardesserne havde mandat eller mod til bare, at tage skidtet fra ham og kaste den ud af vinduet, fjols!!!!!

Nå, beklager, der var lige noget der skulle ud ;-)

Touchdown i Danmark, en fantastisk lyd, og endnu mere fantastisk at familien er i lufthavnen for at hente mig. To små unger (okay, måske ikke så små, 8 og 10) løber én i møde og man må ned på knæ og modtage en uges ration af knusere. Dagens oplevelser og kontraster taget i betragtning, så er der nok ikke nogen der vil bruge det i mod mig når jeg indrømmer, at jeg i denne situation endnu en gang får våde kinder. Jeg tror dog ikke, at nogen bemærkede det og det var nok meget godt ;-) Barnemoderen, husets frue, hende hvorom alverdens glæde drejer (og det er MEGET positivt, hvis man skulle være i tvivl) er også i lufthavnen sammen med min mor, så der er nærmest tale om en velkomstkomité med flag og det hele – fantastisk ;-)

En tur er slut, jeg er atter i min stue og i mit hjem, med al den varme og rigdom som dette indbærer, i hvert fald hvis man holder det op mod livet i La Mondial og Gavojdia ………… hvor er jeg bare meget meget meget meget meget heldig, at være født og opvokset her, med alle de muligheder vores samfund giver. Jeg kommer til, at tænke på den samtale jeg havde med “G” for nogle måneder siden (se evt. “Mødet med en ung rumæner i Danmark“), hvor han på et tidspunkt fortæller noget om (og det har jeg ikke en gang fået med i mit indlæg), at når han er så glad for at være i danmark, så skyldes det også, at alle Danskere hele tiden ser muligheder og han, som rumæner, ser blot grund til ikke at kunne få succes – grundet opvækst er hele tankesættet forskelligt og præcis derfor, skal DU også være mægtig glad for, at du er født/opvokset/en del af det Danske samfund og uanset hvor hårdt det føles for dig, at betale din skat og få nogle services (i din bog gode eller dårlig), så giver dét at du er hér, nogle helt andre muligheder end at være dér!

Jeg har sagt det før og skriver det nu igen:

 

“Det er ikke altid man skal sammenligne sigselv med folk der har det bedre, nogle gange

skal man sammenligne sigselv med folk der har det værre, for dér ligger den sande indsigt!!!!”