T minus 1

Det er dagen før den store dag og der sker en masse, såvel i tankerne som fysisk. Der er ingen tvivl, rejsefeberen er i gang ;-) Jeg vil i løbet af dagen fortælle lidt om hvad der sker – nogle gange meget, andre gange småt (og måske for lidt til reelt at tale om ;-), men historisk giver det mig et indblik i min egen proces og for nogen kan det måske også være sjovt at følge med i ;-)

I går gik jeg hele dagen i mine nye sko og i dag står den på mine nye støvler hele dagen, så jeg kan vænne mig til dem og finde ud af, hvilket par der skal med til Rumænien. Ud over det valgte par, så ender jeg nok også op med, at tage mine lette klatresko med fra Ukraine-turen.

13:00

Var på Apoteket for, at få afklaret mit lille pillepas-problem – i går fandt jeg ud af, at man skal have pillepas, når man rejser med visse typer medicin – og det vidste sig, at sålænge jeg beholder pillerne i deres originalemballage og ikke “pakker til dage” så er det intet problem. Til gengæld skulle jeg udskifte mine kodymagnyler med Treo, da kody’er står på den store forbudte farlige liste ……….

13:15

Smuttede lige forbi Biblioteket og fik taget en samlet fotokopi af mit pas, kørekort, begge sygesikringsbevis samt mit rejseforsikringsbevis – det var påkrævet i Ukraine, at man havde en farvefotokopi af ens pas på sig og det grundlæggende er det jo faktisk en rigtig god ide, hvis der skulle se noget. 1 kopi vil ligge på hotellet og 1 kopi vil jeg have på mig. Jeg ved godt, at jeg ikke skal ud og vade alene i regnskoven i 4 måneder, men når man har det som jeg, så vil man heller ikke “risikere noget”, i forvejen er turen én stor chance, så det handler også lidt om, at gøre nogle tryghedsskabende ting ……….. mmmmm, ved godt det lyder overdrevet, men jeg er dybt irrationel på det punkt – det er med garanti en erhvervsskade ;-)

13:30

Er i lufthavnen og checke ind. Ja, selvfølgelig er der et symbol der kan misforståes, så jeg ender op med, at checke både min håndbagage og min kuffert ind – damn – nå, over til den rare checkin-dame, hun kan klare problemet for mig. Lige den del af festen er jeg faktisk blevet rimelig god til, så længe det er på dansk ;-)

15.00

Dagens vejrcheck – ja, jeg ved godt, at jeg kan virke manisk ift vejret, men der er ingen grund til, at tage de vandtætte støvler med, hvis det ikke regner og ingen grund til, at tage badebukser med hvis det bliver snestorm. Status er lige nu:

Vejret i Lugoj – Kilde: AccuWeather

Vejret i Kastrup – Kilde: AccuWeather

Og ja, det er da ikke hedebølge og strålende sol konstant – så jeg tager nok de vandtætte støvler med – men i forhold til det danske vejr, så er det fantastisk. Det skal dog lige siges, at de vandtætte støvler (det lyder så voldsomt) faktisk er superlette og isolerende både i forhold til kulde og varme.

15:15

Er gået igang med pakningen – det ville godt nok være lettere (på alle måder), hvis man ikke var så “Praktisk Gris”-agtig ;-)

17:30

Fotogrejet og div håndbagage vejer 8kg – hvor ville det dog have været dejligt, hvis fotogrejet kunne være røget i kufferten, men jeg tør ikke ;-)

18:30

Så er det meste pakket, der mangler kun et kontrolvejning og nogle småting ;-)

19:15

Ja, så er der rimelig styr på det hele og blot tilbage, at nyde en lørdag aften med familien!

 

Vi høres ved i morgen

Getting ready – strøtanker fra A til Z

Tillad at lade mig starte med at konstatere, at det går ufattelig godt!!!!! Det er alt i alt en fantastisk uge – jeg er ved, at få seriøs rejsefeber – og Gangway sangen fra et tidligere indlæg er nu mere aktuelt end nogensinde før: Everything seems to go my way!!

Jeg har fået den sidste vejrudsigt fra Lugoj-området, som I sidste uge ikke var specielt lovende (som i: “12-16 grader varm regn hele ugen og masser af det”), den ser nu langt bedre ud:

Kilde: http://www.accuweather.com/da/ro/lugoj/275997/october-weather/275997

25-26 grader, det er da i området af “temmelig anstændigt” ;-)

Jeg har i den forgangne uge fundet et par restauranter i Lugoj der skal udforskes, nogle af dem er dukket op i den fantastiske Facebookgruppe “Rumæniensprojektet” og et par er fundet på nettet. I har hørt om Komavesuppen, men der er nu løbet andre dejlige ting på listen som bare må prøves bl.a. “Mesh Eggs” – har ingen anelse om hvad det er, men det er jo nok noget med æg ;-) Det lokale stationscafeteria skulle også have en dagens ret, som forleden var Kartoffelsuppe og fyldte peberfrugter, som koster hvad der svarer til 15 kroner – det lyder da forjættende :-) Jeg har ydermere fundet en restaurant i Timisoara (Club XXL – ja, det lyder som noget andet, men hævdes altså at være en restaurant), som er kendt for deres Rumænske spisekort, så det skal da også afprøves ……. håber de har Rumænske tapas, lidt af det hele og mange forskellige ting ;-)

Se, i den forgangne uge har jeg også fået nogle rigtig dejlige mails og tilkendegivelser i forhold til projektet – det har været rigtig dejligt også at opleve, at man rent faktisk bliver læst derude – tak for det. En del af min nyvundne glæde skal måske også søges I, at der faktisk er nogle mennesker derude, som har valgt at støtte dette projekt, så det både på den ene og anden måde kan blive til noget. Dette har bl.a. betydet, at jeg har mere end 2kg tyggegummi med, som jeg kan dele ud af til de Rumænske børn – ikke mindre end fantastisk – jeg har fået sponseret dele af mine flybilletter, så nu begynder økonomien også at blive en lille smule mere spiselig og sluttelig, så er jeg også rendt ind i nogle nye sko til turen via et sponsorat fra Bjerregard Sikkerhed – jeg er så imponeret og stolt over, at der faktisk er nogen derude, som tror på mit lille projekt!!!!

På Søndag sker det og det er jo kun et spørgsmål om tid før, at nogen checker mine flynumre, så vi kan lige så godt tage problemstillingen forlods – Ja, jeg skal ud og flyve med Dash-8! I ved det, jeg kalder det som jeg ser det (en super dårlig undersættelse af “I call it as I see it” ;-)

Hvis vi lige tager et kort kig på nedenstående haveriliste:

• 1. maj 2005 ukontrolleret landing i Norge, landingsstel.^[11] (SAS)
• 6. april 2006 ukontrolleret landing i Kalmar, motor-problemer, måske pilot-fejl.^[12] (SAS)
• 13. marts 2007 ukrontrolleret landing Japan, næsehjul.^[13] (ANA)
• 7. august 2007 ukontrolleret landing i Syd Korea, landingsstel.^[14]
• 9. september 2007 nødlanding i Ålborg, landingsstel.^[15] (SAS)
• 10. september 2007 retur til lufthavn Københavns Lufthavn, tekniske problemer.^[16] (SAS)
• 10. september 2007 retur til lufthavn Københavns Lufthavn, tekniske problemer.^[17] (SAS)
• 12. september 2007 nødlanding i Vilnius, landingsstel.^[18] (SAS)
• 21. september 2007 nødlanding i München, næsehjul.^[19]
• 10. oktober 2007 sikkerhedslanding i Københavns lufthavn, indikationsfejl.^[20] (SAS)
• 11. oktober 2007 retur til lufthavn Berlin, rystelser i kabinen, mulig motorfejl.^[21] (SAS)
• 12. oktober 2007 retur til lufthavn Warszawa, landingsstel.^[22] (SAS)
• 19. oktober 2007 normal landing i Københavns lufthavn, men indikationer på problemer med landingsstel.^[23] (SAS)
• 27. oktober 2007 nødlanding i Københavns Lufthavn, landingsstel. ^[24] (SAS)
• 25. februar 2008 sikkerhedslanding i Wien, landingsstel.^[25] (Austrian Air)
• 30. september 2008 sikkerhedslanding i Sandefjord, syd for Oslo, olietryk.^[26] (Widerøe)
• 12. februar 2009 flystyrt i USA Colgan Flight 3407. ^[27][28] (Colgan Air)
• 13. oktober 2011 – Flystyrt i Papua New Guinea med 32 passagerer. De første rapporter beskriver 4 overlevende. ^[29]

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Bombardier_Q_Series#Liste_over_havarier_med_Q-Serien

Som det er tydeligt, så er der én sikkerhedslanding med Austrian på 7 år. Det er også vigtigt at notere sig, no offence intended, at langt størstedelen af de udfordringer flyet har haft har været i SAS’ flåde. Sluttelig skal man også notere sig, at der kun har været én hændelse i 3½ år – konklusion: Dont worry, be happy!!!! Nu er den i hvert fald adresseret og forhåbentlig også afmonteret.

Ved denne tid om 3 døgn, sidder jeg på en restaurant i Lugoj og spiser mit første Rumænske måltid – eller også sidder jeg på mit hotelværelse skræmt fra vid og sans, man ved det aldrig, meeeeeeen skal vi ikke gå efter det første?!  I’ll be back ;-)

Pe curând

T minus 1 week and 1 day

Så er der ved, at være en uge tilbage inden Tour2012 løber af stabelen. Jeg har været lidt stille de sidste par uger og det er der en simpel grund til: Jeg har været/er syg! Influenza/forkølelse/feber/addrr og efterfølgende hoste har lagt en seriøs dæmper på planlægningen, de udadvendte aktiviteter mv. det er en lille smule sørgeligt, men sådan er det – jeg kan ikke ændre på det og må i stedet kigge fremad og gøre hvad jeg kan i nuet for, at være good to go om en uge og så forberedt som muligt er. Hey, lægger I mærke til forandringen, den er der sørme stadig, manden er positiv, konstruktiv og fremadrettet, seeeejt ;-)

Det ser ud som om, at meget af min besøgsaktivitet kan ske i forbindelse med RP92s (Rumæniensprojektet af 1992) uddeling af hjælpepakker i området omkring Lugoj. Jeg ville gerne have dækket et større geografisk areal og dermed også flere lokale problemstillinger, men det lader sig ikke gøre bl.a. grundet den tid jeg har dernede i kombination med landets infrastruktur og min økonomi – sådan er det, det er jo gamet når man gør det på denne måde. Jeg håber og satser på, at jeg kan komme tilbage til vinter og deltage i Suppeuddelingen i nogle af de hårdest ramte områder, men meget skal endnu falde på plads i den retning ……… ikke mindst familie og arbejde, 2 faktorer I sjældent hører meget om :-)

Det er soleklart, at mine ture ville aldrig kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg havde et klippestabilt bagland, med en hustru som trækker min del af læsset mens jeg er væk og det er jeg naturligvis dybt taknemmelig for – naturligvis er hun ikke altid lige tryg ved jeg tager afsted, men hun skjuler det dælme godt. Men er det ikke altid så’n? Man er først helt tryg og i ro, når “folk” er hjemme igen og alt er gået godt? Det tror jeg. Hun ved, at jeg ikke ville gøre noget HELT vanvittigt (ja, jeg ved godt, at sætningen ikke har megen vægt, når man har været i Chernobyl, but you get the picture) og vi har da også en aftale om, at hun stort set ved hvor jeg er hvornår og at jeg checker ind med jævne mellemrum fx via Facetime, Skype eller tilsvarende. Børnene er blevet et år ældre end sidst og det betyder også, at de måske i højere grad vil synes det er sjovt, at Facetime med far fra en fjernere destination. De forstår nok ikke helt (børnene altså), hvorfor jeg tager afsted men erfaringen fra sidste år er i hvert fald, at meningen går op for dem, når de hører det efterfølgende foredrag, så sådan går det nok også i år. Det vigtige er, at de ikke er mere bekymrede end godt er. Grundlæggende tror jeg egentlig, at den værste periode for familien er den tid der går fra jeg tager afsted til jeg får mit lokale telefonnummer, derefter er jeg jo blot 8 cifre og en landekode væk ;-) Denne gang varer denne periode et døgn, da jeg først kan komme i en teleshop mandag morgen.

Hvordan ser verden “ellers” ud?

Jo, jeg skal til et sponsormøde mandag, det skal nok blive spændende – er lidt nervøs for det, for jeg har jo ikke prøvet det før, så jeg har ingen anelse om, hvordan noget sådan foregår. Jeg har også fået en sponsorhenvendelse som måske ender op med, at finansiere mine flybilletter, det ville bare være helt fantastisk ………….

Jeg hører ikke meget fra “G” for tiden, men det hører I mere om i et andet blogindlæg, som har været under opsejling i nogen tid.

Jeg har igennem den senere tid være meget i kontakt med RP92 (rp92.dk og https://www.facebook.com/groups/117279673904/) – støt dem nu endelig, de og mange af de tilsvarende organisationer fortjener virkelig støttet!!!! Og støtten når faktisk helt frem til modtageren!!! – og det er jo fantastisk engagerede mennesker. Jeg har været ude og tage billeder ved nogle af deres arrangementer, som foregår på 100% frivillig og ulønnet basis – det er imponerende, som folk investerer deres fritid og kræfter i noget, som “kun” kommer andre til gavn, forbilledligt!!!

Det jeg dog også ser nationalt er, at der er mange mange små organisationer, nogle steder blot 1-5 personer som har besluttet sig for at gøre en forskel. Det er helt fantastisk som dette er spredt ud over landet, MEN beklageligvis er der ingen eller kun lidt koordinering blandt disse. Man har sine steder, sine byer og man gør hvad man kan. Forstå mig nu ret, det er selvfølgelig helt vildt fantastisk og supergodt, men prøv at tænke på, hvor meget længere man kunne nå med den samme indsats, hvis blot man koordinerede det lidt. Et fiktivt eksempel: Gruppe A har en lastbil der skal til Rumænien, den er halvfyldt – Gruppe B har en masse ting de gerne vil have til Rumænien, men har ikke penge til transport …………….

Jeg har derfor oprettet “Rumænienskoordineringen” (https://www.facebook.com/groups/rumaenienskoordineringen/) for, at give rum til, at denne koordinering kan finde sted uden, at forstyrre de lokale gruppers arbejde/facebooksider mv. Det er ingenlunde planen, at nu skal alle gå sammen i én forening eller nu skal der være et større administrativt apparat som bliver en økonomisk belastning! Meningen er blot, at der er et forum hvor man kan kommunikere, lave tværgående aftaler, give hinanden gode ideer mv mv mv. Det er stedet for organisationerne og de enkeltpersoner som har lyst – brug det ;-)

Med hensyn til turen – og det er vel egentlig også dét overskriften lægger op til – så er der ikke kommet meget mere styr på planen – jeg ved hvornår jeg skal afsted og hvornår jeg kommer hjem (se, dét er vigtigt) og så ved jeg, at jeg bliver hentet i lufthavnen af Mr Stefan, som jeg er ude og køre med hele mandagen. Han kommer fra udslusningshjemmet “Casa Clementina“. Jeg ved endnu ikke hvad vi skal se, men Mr Stefans umiddelbare forslag var, at vi skal ud og se nogle landsbyer omkring Lugoj ……….. det skal nok blive interessant :-)

Senest tirsdag den 16/10 skulle der gerne foreligge en plan, men det kan godt være, at den først bliver skrevet i Lugoj – Vi får se.

 

Pas godt på jer selv derude, om 1 uge og et par dage, så er jeg bange for, at jeg til fulde kan dokumentere, hvor godt vi har det i Danmark, så sæt pris på det …………….. The Dane signing out!

Komavesuppe – det nye sort eller blot the real deal

Det hedder “Ciorba de burta” og er angiveligt komavesuppe. Well, grundlæggende er der jo en chance for, at det er morgendagens sort, fremtidens sushi, man ved det ikke – det kan også være, at det bare er dét det hævder at være, lidt lige som mig. Umiddelbart vil jeg da gerne medgive, at det lyder minimalt tillokkende, men “When in Romania, Eat like the Romanians” (mild omskrivning af “When in Rome …….”) og derfor så skal Ciorba de burta naturligvis prøves. Et eller andet sted tænker jeg også, at det da på mange måder er befriende, at noget “bare” er dét det hedder, ikke med en twist et eller andet – læs evt. mit blogindlæg om træsko på tankeromenverden.wordpress.com/2011/08/18/traesko/ (tro mig, det er mere underholdende end det lyder ;-) og skulle du få blod på tanden, så kan du også her læse om Hr. Ori Gami og finde ud af, som fedtpletten findes ……. men det er en anden historie ;-)

Nå, det var Ciorba de burta vi kom fra.

Jeg hører fra flere kanter, at maden i Rumænien ikke danner grundlag for de store kogebøger, men jeg må dette uagtet sige, at jeg glææææææææder mig til, at komme ned og smage deres mad. Dette sætter naturligvis også tankerne i gang ift Chernobylturen og såvel Puzata Hata som Officersmessen i Chernobyl, alt den spændende mad, de anderledes omgivelser, den til tider alternative tilberedelsesform, all in all “det hele” ;-)

Der er nu 17 dage til liftoff og jeg begynder langsomt, at gå i planningmode – jeg er jo sandt at sige noget bagud på den front – men som billedet ser ud lige nu, så er der bitte-bitte små puslespilsbrikker, som langsomt begynder at tegne et billede af noget som kommer til at kunne lade sig gøre. Der kommer mikro små indikationer fra flere kanter som viser, at der er større og større sandsynlighed for, at projektet lander på benene og det bliver en fantastisk Tour – forstå mig nu ret, det er klart, at der ikke er noget fantastisk over udsatte befolkningsgrupper, but you know me ;-)

Modsat sidste Tour, så kan jeg mærke, at jeg glæder mig mere denne gang, jeg kan også mærke, at jeg bliver mere og mere “klar”, mere og mere fokuseret på opgaven og så må vi se, om jeg kan holde den professionelle hat på, når jeg først er landet dernede. Det holdt hårdt i mødet med “G” (se tidligere blogindlæg) og der er ingen tvivl om, at det bliver langt hårdere dernede.

Som I måske fornemmer, så er tonen lidt mere let i dag ……… årsagen er “blot”, at jeg har haft nogle fantastiske oplevelser i dag, som jeg nok skal fortælle om en anden gang og sådan kan verden nogle gange vende på en tallerken. Tak til jer, I ved hvem I er!!!

Skulle man beskrivelse følelsen med musik, så er nedenstående nok et godt bud (tilgiv det indledende reklameindslag):

http://www.muzu.tv/gangway/everything-sems-to-go-my-way-music-video/20874/

Og således vil jeg runde af – jeg ved ikke helt, hvordan jeg kom fra komavesuppe til Gangway, men sådan er også mine veje til tider uransagelige.

Vi ses på den anden side

*nanoo nanoo*

Jeg er frustreret og i tvivl

Well, kan lige så godt sige det som det er! Det er ikke en af de gode dage!!!

Men, jeg har jo qua hele mit koncept forpligtet mig til, at fortælle alt (stort set) også når det ikke går som det skal eller jeg tvivler på mig selv eller andet – uden dette koncept og uden at være tro mod dette, har jeg intet!!

Der er idag 3 uger + det løse til jeg skal afsted og jeg har INGEN PLAN!!! Det påvirker mig helt vanvittig meget, at jeg ikke kan planlægge mine dage dernede og dermed også ved, hvornår jeg skal finde på ting selv og hvornår jeg kan tage med “andre” ud og “blive klogere” – det er helt vildt frustrerende. Jeg er også kommet i tvivl om, om jeg reelt har brug for nogle fototilladelser og hvis jeg endelig har, så har jeg ingen anelse om, hvor jeg skal skaffe disse henne ………….

Ovenstående informationsvacuum gør også, at jeg er tilbageholdende med, at tage kontakt til andre som måske har “ting” de gerne vil vise mig, for jeg vil jo helst ikke spilde deres tid og samtidig frygter jeg, at den backupplan de kunne udgøre, den brænder ud fordi tiden går. Og ja, når først jeg har det på denne måde, så trækker det det hele med ned – al den sædvanlige tvivl får næring af denne usikkerhed – og endnu engang spøger hele min berettigelsestvivl for fulde gardiner i en grad, hvor jeg bare har lyst til, at trække mig ud af “det hele” og bare gå i dvale. Det er sgu ikke fedt!!

Jeg ved godt, at det ændrer sig, når jeg lige får styr på min planlægning og jeg ved også, at uanset hvad jeg får planlagt, så skal jeg formentlig nok få en fantastisk Tour ud af det og få de data med hjem jeg har brug for, men lige nu er tvivlen bare så stor, så stor. Trænger sq til en mega-succes for lige, at få et positivt boost – skulle du ligge inde med et sådan, så “deleeeee” ;-)  (ups, smiley, det var en fejl, jeg er jo i dårligt humør!)

Jeg har brug for, at få skabt noget awareness om denne Tour – ikke bare for min skyld og de kommende foredrags skyld, men også for “sagens” skyld. Mediernes awareness er så stor en faktor for, om “sagen” når helt ud eller kun får en begrænset udbredelse. Men jeg må sande, at tiden desværre nok ikke er for mediernes interesse for en enkelt dansker der prøver at gøre en forskel og samtidig vise, at man ikke behøver være “nogen” for, at træde ud af de vante rammer og bryde sine egne grænser. Det bliver helt tydeligt når man henvender sig til disse – havde jeg været “Amalie”, “Per Pallesen, “Anden” eller en hvilken som helst anden kendt, så ville medierne står i kø for at skrive om hvad jeg nu havde bedrevet og grundlæggende er det jo netop denne tese (at man som almindelig er uinteressant) jeg fighter for at bekæmpe, men medierne viser mig gang på gang, at dette desværre er den fremherskende virkelighed. Pas, hvad gør man udover at blive ved og ved og ved …….?

Det samme gør sig naturligvis gældende på sponsorsiden – er man ikke kendt, så har man nulværdi! Jeg overvejer derfor en ny approach, men den må I høre om en anden gang, den skal lige stå sin prøve først ;-)   Well, ret skal være ret, jeg har fået doneret et par kilo tyggegummi til de Rumænske børn – helt fantastisk, det er jeg naturligvis super super glad for – tak for det!!

Jeg er træt, har ikke sovet så meget i nat, så det kan meget vel være derfor, at dagen i dag byder på tvivl og usikkerhed – omvendt, så er der også grænser for, hvor længe man kan køre på reserverne uden, at få lidt positiv energi tilført. Det ville være så dejligt, hvis der bare var en enkelt i ny og næ som var enig i, at det faktisk er et ret fantastisk projekt jeg har gang i, både det kortsigtede (Rumænien) men også det langsigtede (at man som almindeligt menneske kan træde ud over egne grænser og følge sine drømme).

Jeg skal nok fighte mig ud af det, men i dag er det bare op ad bakke …………. vi ses på den anden side ;-)

 

Mødet med en ung rumæner i Danmark

Grundlæggende går det fint, jeg ved hvornår jeg skal afsted (14/10) og jeg ved, hvornår jeg kommer hjem (20/10), det er basicly dét. Hvad jeg skal se, hvor og hvornår og hvor jeg er, har jeg pt ingen anelse om. Meeeen, med min nyvundne coolnes, så går det nok endda ;-)

“Siden sidst” er der sket en del: I sidste uge var der et indlæg i online udgaven af egedal lokalavis, som omhandlede Rumæniensprojektets madindsamling i Tåstrup 7+9/9, be there, det er en god sag!!

http://egedal.lokalavisen.dk/borgere-samler-igen-ind-til-rumaenien-/20120826/artikler/708269970/1045

Som kommentar til denne havde en skrevet på engelsk, at han var stolt af disse mennesker og at der var folk i Rumænien som, som følge af disses indsats, måske kunne se et lille håb for fremtiden. Han skrev også, at det samme ikke galt for ham, for han havde nu været i danmark i 8 måneder og aldrig havde han mødt så diskriminerende adfærd og det med rette. Det var særlig det sidste som fik mig til at tænke: “Hvad går dette nu ud på?”.

Jeg skrev et opfølgningsindlæg på samme side og opfordrede vedkommende til, at kontakte mig for en dialog om Danske versus Rumænske forhold – det gjorde han og Onsdag den 29/8 mødte jeg “G” på et gadehjørne i en lille by i Nordsjælland, meget langt fra min normale “hood”. “G” møder mig en lille smule usikkert, forståeligt nok, og da vi har fundet en cafe og fået noget kaffe, begynder han at fortælle sin histore og lad mig lige allerede nu advare, det er sq ikke helt for sarte sjæle.

“G” er 22 år, mand og har været 8 måneder i Danmark, han er heroppe sammen med sin bror og de bor i alt 4 Rumænere sammen i et hus i Ølstykke. Da de kom til Danmark købte de en lille bil, da denne skulle gøre den mobile og hjælpe dem med, at tjene til dagen og vejen. “G” og hans venner går med aviser og reklamer 2 dage om ugen og tjener ved dette i alt 3.500 kroner, dette ganget med 4 giver som bekendt 14.000 kroner til “det hele” for 4 voksne. De har lånt penge hjemme til, at komme herop og købe bilen og disse penge er langsomt ved at slippe op og beslutningen om hjemrejse skal træffes inden længe.

“G”‘s samlede netværk i Danmark består af disse 3 andre Rumænere, en Dansker i Roskilde og mig i periferien. Han fortæller, at faren er død af cancer og broderens kone er også død. “G”‘s mor tager lige nu hånd om broderens børn, mens de forsøger at tjene nogle penge, da dette ikke er muligt for dem i Rumænien. I forbindelse med uddeling af reklamer bliver “G” antastet af en beboer i det område han deler ud i og denne anklager ham for, at have været inde i hans hus og tage ting. “G”‘s reaktion på dette, sikkert både som følge af chok men også som følge af sproglig usikkerhed (al engelsk er lært via internet) og overdreven ærlighed er, at sige til manden, at han skal tilkalde politiet, da han naturligvis ikke har gjort noget. Politiet kommer og behandler angiveligt “G” som om, at han er blevet taget på fersk gerning og spørger til mange forhold, som man nok ikke var blevet spurgt om, hvis man talte flydende Dansk. “G” bliver anholdt og kommer med på stationen – efter længere tids forhør dukker anmelder pludselig op med en videooptagelse som entydigt viser, at det ikke er “G” som har været inden i mandens hus og anmelder siger tydeligt til Politiet, at det ikke er “G” og at han derfor naturligvis skal slippes fri med det samme – dejligt med anstændige mennesker!! Denne opfordring efterkommes ikke af politiet og afstedkommer tilgengæld, at “G” går med til en frivillig ransagelse af hans hjem for at dokumentere, at han ikke har tyvekoster i hjemmet. Under denne fortælling er “G” tydelig berørt og det er også tydeligt, at oplevelsen har gjort grimmme ting ved hans opfattelse af retfærdighed i Danmark. Det er derfor også meget mærkeligt, at “G” siger noget i stil med “men jeg kan nu godt forstå dem. Der er mange fra mit folk som ikke har opført sig pænt i Danmark”.

Vi taler videre om livet i Danmark og meget naturligt, så drejer snakken sig langsomt over i, hvad han tænker i forhold til snart at skulle hjem. Det der fylder mest for “G” er skammen …………. skammen over ikke, at komme hjem med penge, skammen over at skylde sine venner og familie penge uden udsigt til hvordan disse penge skal skaffes, skammen over ikke at være redningen. Mens han fortæller dette sidder han med tårer i øjnene og kigger forlegent nedad sig selv. Jeg fortæller ham, at han er nødt til at være opmærksom på, at det største fokus for hans mor nok er, at han er hjemme igen og har det godt. Han svarer, at det ved han godt, men det er alligevel umådelig skamfuldt.

“G”‘s venner har lige så store problemer som “G” og han fortæller, at nogen i huset har foreslået, at de må begå nogle indbrud for, at skaffe penge. “G” vil på ingen måde være med til dette – han siger direkte, at “hvis jeg gør dette, så lever jeg op til alle menneskers fordomme om mig og det bliver endnu sværere for den næste Rumæner, at komme til denne by”.

Efter nogen tid er vi nødt til at bryde op, men jeg aftaler med “G”, at han skal sende mig sin hjemadresse og jeg så vil se, om nogen kan gøre noget for ham.

Nogle dage senere modtager jeg flere emails fra “G” i en af disse skriver han, at han er glad for vores snak og mit løfte om, at ville prøve at få nogen til at gøre noget for hans familie, men at han vil foretrække at folk holder deres fokus på de forældreløse børn, for de har et langt større behov end ham og hans familie. Hvis nogen står derude og mangler en rumænsk koordinator eller kontaktperson i forbindelse med leverancer til landet, så er “G” et rigtig godt bud – han har hjertet på rettet sted og tænker næste mere holistisk end godt er ………….. hvis I har brug for en opvasker, transporthjælper eller andet, så råb også gerne højt, det er i sidste øjeblik …………

“G”: I know you are going to read the text above through google-translate – I hope I have told your story with the honor and respect it deserves. You are truly a remarkable man and have my deepest respect! Take care!!!

Ting går ikke helt som planlagt

Ja, det ville være synd at sige, at det går helt som planlagt – det gør det ikke!! Måske har jeg taget for løst på planlægningsopgaven og i for høj grad tænkt “Det går jo nok” (hvilket stadig er ny og god stil), men nu rammes jeg i hvert fald lidt i nakken af tanken.

Jeg har svært ved, at finde fly til Timisoara, som ikke udløser et 12 timers stop-over i Dusseldorf og samtidig kan jeg pt ikke få hotel i Lugoj (udtales “Lugosh”) hvor der pt er Danskere i den aktuelle uge og hvor jeg måske kan komme med ud og se “forskelligt” *hmmmm*

Parallelt med dette, så er jeg blevet afvist (høfligt, men stadig afvist) fra samtlige medier jeg har været i kontakt med, så funding (efter minimalistprincippet) ser også ud til at være et megalongshot :-(  Se, jeg er jo ikke ude på, at være den næste Amalie, men jeg synes faktisk, at jeg har en god og interessant historie, både dét at gøre noget andet end det vanlige, men også det at overskride egne grænser og kunne mere end man tror – men nej, bladene synes jeg i den grad understøtter teorien om, at man enten skal være i terminalfasen eller kendt (well, eller begge dele) for, at man kan få så meget som en linie ………….. lidt øv, når historien måske kunne være til inspiration for nogle. Samtidig synes jeg det er dobbelt øv, fordi det også hæmmer fokus på den kommende tur – ikke at denne bliver gennemført for eller via medierne – men for sagen, både den nært forestående og det lidt længere projekt (hjemløse i kbh), så synes jeg jo, at der faktisk burde være nogen derude, som kunne se lyset og ville støtte op om dette.

For det ikke skal være l*gn, så kan man uden ovenstående stort set godt glemme alt om sponsorstøtte, så den brønd er vist også ved at tørre ud :-(

 

Er jeg ved at give op? Tilgiv mit franske, fuck nej!!!!!!! Jeg skal bare have lidt tid til, mentalt, at regruppere og finde min nye vej til succes ;-)

 

Lige nu er min tanke, og den er ikke helt gennemtænkt endnu, at vende turen rundt og starte i Bucharest. Dertil kan jeg komme i fly på et par timer og tage videre derfra til Brassov og overnatte der. Det betyder desværre så også, at jeg skal ud i selv at lave en masse aftaler i forhold til, at jeg måske kunne lave en aftale med de danske organisationer og køre ud med dem. Det betyder også, at 2/3 af turen pt ser ud til, at være helt helt alene ………. hmmmmmm, tænke tænke, det skal nok gå, men lige nu er det lidt op ad bakke ………

 

Nå, jeg vil fokusere på, at få en ny plan på benene …………. i’ll be back ;-)

En plan er måske under opsejling :-)

Ganske “kort” (muaahaaahaaa), bare så I ved der er liv – en plan er måske under opsejling ;-)

Jeg har ganske hurtigt begået et lille kort, hvor Touren pt kunne bære henad – hvis du sidder derude og har nogle indspark, som jeg så åbenlyst har misset, så må du endelig endelig endelig (det skal stå 3 gange) tage kontakt til mig på den ene eller den anden måde. Umiddelbart virker nedenstående nok lidt optimistisk på 5-7 dage, men det må vise sig undervejs i planlægningen ;-)

Kender du gode kontakter i de pågældende byer, må du endelig kontakte mig – det vil være guld værd!!

Bortset fra ovenstående, så er der vel ved at gå lidt sommerferie i den overalt – jeg kan mærke, at dem jeg skriver til bliver lidt længere om at svare og jeg selv er meeeeeget længere om at svare ;-)

Står alt stille eller går det så stærk, at det blotte øje ikke kan se det?

Buna!

Jeg forsøger at lære rumænsk – umiddelbart går indlæringen af ord ok, men jeg kan dælme ikke huske dem – hvis jeg bliver præsenteret for 4/5 billeder af ting (valgt mellem 30-40 mulige), så kan jeg godt finde det rigtige billede, hvis man siger det tingen hedder fx strand, skib, kaffekop. Men skal jeg bare sige “Strand”, så er jeg spejlblank – nå, det går jo nok og skulle det være helt sort, så må jeg entrere med en tolk dernede ;-)

Her fristes jeg til at sige: Hey læser, bemærker du lige her nogle forskelle i forhold til Tour2011?? Manden er begyndt ikke, at tage bekymringerne på forskud!!! Seeeejt ;-)   Well, det er så heller ikke helt sandt, men jeg bliver bedre og bedre til det.

Hvad sker der for tiden?

Jeg har været lidt besværet den sidste uges tid, idet jeg kom i klemme mellem et stykke kogt kylling og en saks, det har betydet, at jeg ikke har kunne skrive nogle dage og dermed været sat lidt på hold ift mine udadvendte aktiviteter. Det er nu historie og jeg kan komme videre i processen.

Jeg er i dialog med forskellige potetielle samarbejdspartnere, som har deres virke i Rumænien. Jeg er meget imponeret over den måde de har taget imod mig og hvor meget de allerede fra starten har kastet sig ind i dialogen – tak for det, I ved hvem I er. Når jeg ikke allerede nu melder ud hvem jeg taler med, så hander det mest om, at jeg gerne vil have nogle konkrete aftaler på plads med en eller flere af disse. Jeg mangler forsat, at komme i dialog med nogle interesseorganisationer, få fundet sponsorer samt skabt lidt opmærksomhed hos pressen.

Mentalt skriver jeg på en pressehistorie, som gerne skulle ramme redaktionerne indenfor en uges tid eller 1½. Simultant med dette arbejder jeg naturligvis hele tiden på PR-siden for både dette projekt, men også for forsat, at komme ud og holde en masse foredrag om Ukraine-turen. Jeg overvejede faktisk i nyere tid, at prøve at lave et mindmap over, hvad jeg egentlig har gang i for tiden, men fandt ud af, at jeg nok ikke helt ville kunne overskue det når det skulle indeholde: Mit arbejde, Familieaktiviteterne, Foredragsaktiviteterne, Fotoaktiviteterne, Dette projekt, PR-Aktiviteterne samt et par formandsskaber ;-)

Sidespor: Jeg havde en sjov oplevelse i nyere tid – jeg var ude til noget produktinformation og støder på en IT-Konsulent (FW), som udførte nogle opgaver for mig for 10 år siden. Foredragsmæssigt er min hjerne på dette tidspunkt gået på sommerferie og Chernobyl samt omegn er ikke særligt fremherskende i mine tanker. Vi falder i snak og ender bl.a. med at tale om at fotografere og ganske naturligt kommer jeg ind på Mures2012, for det er jo dér min hjerne knokler for tiden. Lige så naturligt spørger FW hvordan jeg har fået ideen til, at ville til Rumænien og jeg fortæller den korte udgave om, hvordan det hele startede med et pariserhjul for 10-15 år siden og svuuuush, så er jeg tilbage i Ukraine, i Chernoby, Pervomaysk og Pripyat ……. the odessa highway experience racer igennem mine tanker og pulsen er på 200! Den hjerne der fordragsmæssigt var på standby for 10 sekunder siden er nu SÅ KLAR til, at holde foredrag og vise billeder – er det ikke fascinerende, som man kan gå fra 0 til 200 på få sekunder – det er en superfed følelse!

Nå, tilbage til hovedsporet ;-)

Mit almindelige arbejde trækker nogle pæne veksler for tiden, så man er mere end almindelig brugt når man lander i hjemmet og derfor kan det enkelte gange være lidt tungt, at fremgrave kreativiteten og tænke tour-tanker, men jeg er fortrøstningsfuld og jeg kommer da også langsomt fremad. Jeg prøver i øjeblikket på, at skabe et kort over de byer jeg gerne vil besøge indeholdende hvad jeg skal se/tage billeder af/have af informationer/hvem er kan hjælpe mig det pågældende sted. Dette kort skulle gerne ende op med, at give mig den samlede tour inkl hvor jeg er hvornår og sammen med hvem.

Jeg forsøger i øjeblikket også, at finde ud af hvordan jeg kan få internet-dækning på hele turen fra Danmark og retur til en rimelig penge – jeg planlægger forsat med, at jeg også denne gang skal liveblogge under turen og udvider denne gang måske også med videoblogging (vlogge). Udstyrsmæssigt er jeg rimeligt på plads, skal dog lige have fundet ud af om strømstik mv passer – men det haster ikke.

Hvad har jeg så glemt? Pas! Tror egentlig bare jeg trængte til, at fortælle lidt om hvad der sker for tiden og det gjorde jeg så ;-)

Jeg har brugt og kommer sikkert også til, at bruge referencen fra 8 Mile nogle gange, så her er et link så I kan få et feel af, hvad det handler om:

http://www.youtube.com/watch?v=F2hiFbuQ-Qw

Moralen i historien er: Fortæl folk “det hele” om alle dine ømme punkter (naturligvis på en “positiv og konstruktiv” måde, så det ikke bare er nederen med neder på) og ingen kan herefter bruge disse imod dig, fordi de er alment kendte og det er præcis dét jeg gerne vil advokere for: Lad os tale åbent om de svære ting, ham/hende der står ved siden af er heller ikke super(wo)man.

Take care out there, vi ses før du tror det ;-)

Et nyt eventyr tager sin begyndelse

Alle eventyr har deres afsæt i et eller andet og dette eventyr (naturligvis i konteksten, en oplevelse) tager egentlig sin begyndelse før tid – det skulle have været en followup til et andet projekt, så’n lidt Stjernekrigsagtigt, jeg fortæller én historie og senere fortæller jeg, hvordan det hele startede. Sådan skulle det åbenbart ikke gå, så nu fortælles historien i stedet fra begyndelsen af og sådan kan vi vel grundlæggende også bedst lide det.

Hvad handler “Mureș 2012” egentlig om?

First of all, titlen er egentlig lidt misvisende, for det handler ikke kun om regionen “Mureș”, det handler også om andre regioner, om landet og om folket ……… hvad er det han skriver om, kom dog til sagen mand!!!!

Så nemt er det dog desværre ikke! Mit “projekt” er endnu ikke klart defineret – i mit hoved er det, men det er lidt svært at få ned på skrift, fordi planlægningsbrikkerne ikke helt er faldet på plads. Nu kunne du måske tænke “Jamen, hvorfor blogger du så, når budskabet endnu ikke er klart?”, netop derfor blogger jeg, fordi den proces jeg gennemgår er en del af bloggens formål, netop at vise, at jeg ikke har en færdigskrevet handlingsplan og præcis “ved hvad jeg gør” lige nu – altså ikke i den kliniske definition ;-)

Det er nu ca 1,5 uge siden at turen mentalt blev en realitet og qua at denne tur egentlig skulle have været “en sequal”, så skal jeg lige omstille mig og have sat gang i en række kontakter i en lynende fart, da tiden er knap og jeg allerede skal afsted om ca 3 måneder. Dette betyder, at jeg har 3 måneder til, at finde ud af hvor jeg skal hen, hvad jeg skal se, hvem jeg skal møde, hvordan dette skal foregå på en sikker og forsvarlig måde, hvordan jeg kommer “derud” og retur ………… nå ja, og så er der liiiige det der med sproget ;-)

Grundlæggende kunne man også sige, at første Tour (til Pripyat, se pripyat2011.wordpress.com hvis du er ny læser) var ingen gang og med anden Tour er der nu tale om en tendens, hvorfor jeg allerede nu skal have gang i en eller anden form for mediebevågenhed, skrive sponsorbreve, kontakte tidligere foredragssteder og anmelde det nye tiltag og dette lang tid før det er ført ud i livet. Meget mærkeligt, men det er mest af alt omsætningstiden fra ide til realitet som sætte denne dagsorden. Nu sidder du nok og tænker “Rolig nu, Mulle – Det skal jo også være sjovt!” og grundlæggende har du meget ret, det bliver også “sjovt”, særligt når jeg er hjemme igen.

Nå, hvor skal vi hen, du?

Grundskitsen peger lige nu på Mures-regionen i Rumænien:

Lige nu er planen, at køre i “bil” til Timisoara og derefter videre til Lugoj – det skulle være muligt disse 2 steder, at bl.a. besøge nogle børnehjem, skoler mv. Forhåbentlig kan jeg komme lidt nordpå derfra, op til Maguri som er en Sigøjnerlandsby, herfra går det til Mureș, hvor jeg forhåbentlig skal besøge et psykiatrisk hospital, et hus for ældre bygget og holdt i gang af danskere. Herfra videre, via Medias, til Sighisoara, en af de bedst bevarede middelalderbyer i Europa. Fra Sighisoara går turen mod Bukarest, hvor fra næsen vendes mod Danmark. Turen forventes gennemført på ca 7 dage.

Omkring nu giver det nok god mening, hvorfor min plan endnu ikke er klar ;-) I dette lys var den første Tour nem nok, jeg skulle jo grundlæggende “bare” ramme Pripyat og så have dette som udgangspunkt. Denne gang er der flere byer jeg skal ramme, væsentlig mere transport og ingen Sam at dele oplevelserne med. Hvad er det så jeg skal se/opleve og hvorfor?

Sighisoara skal jeg “bare” se fordi byen er så gammel som den er og må rumme nogle fantastiske billeder.

Bukarest skal jeg hjem fra og derfor er et besøg i denne “gratis”.

De øvrige byer indeholder kernelementerne i Touren og her er det jeg har svært ved, at sætte en label på – hjælp mig gerne med ét dækkende ord for det følgende – hvis man placere et forældreløst barn på et børnehjem sammen med en ultrafattig familie, et gammelt menneske uden nogen form for social sikkerhedsnet og en forhadt Sigøjner i et ikke superstabilt land og derefter smider mig (eller dig selv, hvis det giver bedre mening) ind i ligningen, hvordan ville du så beskrive “dem” som ikke var mig eller dig? At beskrive mig eller dig er nemt nok, vi er: Turisten, Den heldige, Kapitalisten, Den utaknemmelige, Den der har alt og alle muligheder. Det er “deres” historie jeg gerne vil fortælle og når den historie er fortalt er jeg pt overbevist om, at det giver supergod mening (tragisk nok), hvorfor en trediedel af de københavnske hjemløse er Rumænere eller Romaer.

Det var vist et passende åbningsblogindlæg, nu må jeg kaste mig ind i den praktiske “kamp” og få organiseret nogle aftaler og forhåbentlig nogle sponsorrater – sidder du med en god ide til, hvem som kunne have anparter i en sådan Tour, så hold dig ikke tilbage med at kontakte mig ………

Until next time

*Nanoo Nanoo*

  Note: Den rejse jeg er på og dermed også den kamp jeg har med mig selv, minder umådelig meget om “Rabbit” fra “8 Mile”. Der er så mange grunde til, at dette ikke skal lykkes for mig og måske netop derfor gør jeg det, for at bevise over for mig selv, at den følelse jeg har i kroppen ikke er den jeg skal stole på, men snarere stole på, at jeg vitterlig kan mere end jeg selv tror. Brug nogle minutter på, at høre Eminem “Loose Yourself”, så er vi nogenlunde på samme side i bogen ;-)